Har du noget til museet?

Museum Lolland-Falster samler og bevarer genstande, fotografier og arkivalier som kan belyse Lolland-Falsters fortid og nutid for fremtiden. Af plads- og resursehensyn modtager museet ikke alle de gaver, museet får tilbudt. De tilbudte gaver bliver konkret vurderet af museet arkæologer, historikere og etnologer. Konkret er der en række kriterier, der skal overholdes for at museet vælger at indtage en genstand.

1) Hører genstanden ind under museets arbejdsområde?
Skal genstande have interesse for Museum Lolland-Falster skal de have lokal tilknytning, dvs. være fx fremstillet eller anvendt på Lolland-Falster.

2) Har genstanden en historie?
En museumsgenstand har værdi, når vi kender mest muligt til genstandens oprindelse og „livshistorie“. Det betyder, at museet er interesseret i at vide fx, hvem der fremstillede den, og hvor og hvornår. Men også, hvordan den har været brugt. Endelig er museet interesseret i at høre om, hvilken betydning genstanden har haft for fx giver eller bruger.

Med hensyn til arkæologiske genstande er det særlig vigtigt at vide, hvor genstandene er fundet.

3) Bevaringstilstand
Museet ser kritisk på genstandens tilstand, inden den bliver indsamlet, det koster mange penge at konservere og sætte genstande i stand. Når genstanden én gang er taget ind, er museet forpligtet til at bevare den.

Når museet siger ja tak til en genstand, bliver den rengjort (evt. konserveret), får et genstandsnummer og bliver fotograferet. Alle oplysninger om genstanden bliver inddateret i museernes registreringssystem. Når sagen er færdigregistreret, er der adgang til en del af oplysningerne samt fotos af genstanden på internettet: http://www.kulturarv.dk/mussam

Nej, tak! Det tager vi ikke i mod

Museet modtager ikke genstande med bestemte klausuler eller betingelser. Fx låner museet ikke genstanden ud eller garanterer ikke, at genstanden vil blive udstillet permanent. Som hovedregel køber museet heller ikke genstande.

Opbevaring

Alle de mange museumsgenstande kan desværre ikke udstilles samtidig. Derfor bliver de fleste opbevaret på museets klimastyrede magasiner, hvorfra der bliver udtaget genstande til skiftende særudstillinger. Museet låner også genstande ud til andre museer og udstillingssteder.

Det søger vi

Museet indsamler forskellige genstande alt efter hvilke temaer vi forsker i. Dvs. vi indsamler ikke alle temaer hvert år. I øjeblikket søger museet materiale i tilknytning til forsknings-, dokumentations- og udstillingsprojekter inden for temaerne:

Kulturlandskabets udvikling på Lolland og Falster
Møller
Herregårdenes generelle udvikling
Herregårdenes boligkultur i årene ca. 1760-1830
Landbrugsrelateret industri
Polakker ca. 1800-tallet – i dag
Kvindelejr på Femø ca. 1971 – i dag
Velfærdssamfundet
Fugleflugtslinjen – og grænseregionen

Det gør du - det gør vi

For at netop din eventuelle donation til museet overholder de krav, der stilles til en museumsgenstand, er det vigtigt, at de aftaler tid med museets inspektører, så der er god tid til at få alle oplysninger indsamlet, sammen med genstandene. Museet vil altid forsøge at svare på henvendelser om gaver inden der er gået en måned.

Alle henvendelser om gaver bør ske skriftligt til Museum Lolland-Falster enten pr. e-post til post@museumlollandfalster.dk eller til museets administrationsadresse: Museum Lolland-Falster, Frisegade 40, 4800 Nykøbing F.

Henvendelsen skal indeholde information om, hvordan museet kan kontakte giveren: Dvs. navn, adresse, tlf.nr. og gerne e-post adresse. Desuden skal henvendelsen indeholde en beskrivelse af gaven, gerne med billeder og oplysninger om alder, tilstand og specielle historier knyttet til genstanden. F.eks. hvem har brugt den og hvor? Eller hvor er den fundet?

Museet skal til enhver tid forvalte sine samlinger i henhold til museets egne vedtægter, den danske museumslov og de internationale etiske regler for museet, ICOMs etiske regler. Dette indebærer at museet også forbeholder sig retten til at skille sig af med de modtagne gaver i henhold til Kulturarvsstyrelsens regler.

Hvis museet modtager din gave, udfyldes en indkomstseddel med dine oplysninger om genstanden. Du skriver også under på, at Museum Lolland-Falster bliver ejer af genstanden.