Anna-Elisabeth Jensen fortæller:

• Lindormen der slog med halen
• Nykøbings Sorte Grethe
• Fejden mellem bispen og lensmanden
• Sildefiskeri og Falsterbo
• De svigagtige falstringer
• @ og &
• Erik Vernikessøns testamente

Lindormen der slog med halen

Fribrødre Åen på Nordfalster er sandsynligvis en omskrivning af det vendiske udtryk "Pri brod", der betyder "ved vadestedet". Men et sagn forklarer navnet med udgangspunkt i "frie brødre".

To brødre, der var dømt til døden for mord, kunne slippe fri for straffen ved at dræbe en lindorm, der huserede i dalen syn for Stubbekøbing. De dræbte lindormen, lindormen slog i sin dødskamp et slag med halen, der resulterede i Fribrødre Åens krumme løb. Dalen fik herefter navn efter de frie brødre: Fribrødre dalen.

Nykøbings Sorte Grethe

...eller Husfruen til Estland

Nykøbing Slot var fra 1500-tallet og frem enkedronningesæde, men allerede i 1200-tallet spiller Christoffer den I’s enke, Margrethe Sambiria, en fremtrædende rolle som enkedronning i Nykøbing. Enkedronningen, der også var kendt som Sorte Grethe eller Margrethe Sprænghest, var en stor personlighed.

Valdemar Sejrs yngste sønner, Abel og Christoffer, blev hertuger, mens Erik blev medkonge allerede i 1232. Abel blev hertug af Sønderjylland, mens Christoffer blev hertug af Lolland-Falster.

Christoffer hentede sin hertuginde i Pommern syd for Østersøen. Hertuginde Margrethe var datter af Fyrst Sambo fra Østpommern, heraf navnet Margrethe Sambiria. Margrethes mor var fra Mecklenburg.

Efter Erik og Abels død blev Christoffer konge i 1252. Da Christoffer døde i 1259 var hans og Margrethes søn Erik (den senere Erik Klipping, der blev myrdet i Finderup Lade) kun 10 år gammel.

Margrethe, der på grund af sin dristighed som rytterske kaldtes Margrethe Sprænghest, overtog formynderskabet og styrede riget for sin mindreårige søn. Hun holdt hof på Nykøbing Slot, hvor mange breve er underskrevet i hendes og Erik Klippings regeringstid.

At hun var en ganske geskæftig dame fremgår af Vatikanets arkiver i Rom. Margrethe og Christoffers søn, Erik, var svagelig, men havde en raske og rørig søger. Margrethe forespurgte derfor hos paven i Rom om muligheden for indførsel af kvindelig arvefølge i Danmark.

En række breve, der udgik fra Nykøbing Slot, er underskrevet af Margrethe og vedrører Estland (området var lagt under Danmark efter Valdemar Sejrs berømte korstog i 1219, hvor Dannebrog faldt ned fra himlen). I 1266 fik Margrethe Estland og Virland til disposition og betegnes derefter direkte som Husfrue til Estland.

Margrethe døde på en rejse til Rostock i december 1282 og blev begravet i Doberan Klosterkirke i Mecklenburg.

Fejden mellem bispen og lensmanden

I Stubbekøbing kirke er der bag alteret over monstransskabet et kalkmaleri fra begyndelsen af 1500-tallet, der forestiller det pavelige våbenskjold fra Pave Leo den X.

Lensmanden på Nykøbing Slot gennem 34 år, Oluf Holgersen Ulfstand, bekostede dette maleri, efter at pavestolen havde aflyst en bandbulle som den lokale bisp Jens Andersen Beldenak havde udstedt mod ham.

Oluf Holgersen Ulfstands svigerfar, Johan Fikkesen, ejede en del jord i Horbelev sogn. På den jord byggede Oluf Holgersen Ulfstand og hans hustru, Ane Johansdatter, et stenhus i begyndelsen af 1500-tallet (ruinen af stenhuset henligger i dag som Bønnet Slotsruin).

Få år efter (i 1511) udbrød der åben strid mellem Odense-bispen (Falster hørte til Odens Stift), der havde en gård i Sørup med tilhørende skovpart, "Store Qvindved" i det der i dag er Hannenovskoven. Oluf Holgersen Ulfstand mente at eje samme skovpart og lod træ fælde i skoven, hvorefter han udpantede bispens bønder, da de nægtede at køre træet væk for ham.

Landsdommeren ved Falster Landsting (Oluf Falster fra Korselitse) tilkendte Oluf Holgersen skovparten ved Falster Landsting i Tingsted, fordi bispens foged ikke mødte op, da bispen slæbte lensmanden for retten. Når fogden ikke var mødt skyldtes det, at Oluf Holgersen Ulfstands folk havde belejret bispens gård i Sørup og dermed afskåret bispens mænd i at nå frem til tinge.

I 1512 blev der hold fornyet landsting i Tingsted, og Oluf Holgersen blev frikendt af de indkaldte vidner (der som lokale stormænd stort set alle var blodsbeslægtede eller indgiftede med hinanden og med Oluf Holgersens hustrus familie).

I 1513 dræber to af lensmandens svende en af bispens folk, og den 22. januar 1514 bliver der opslået et bandlysningsbrev over Oluf Holgersen på Nykøbings kirkedør, hvori lensmanden udpeges som bagmand til drabet.

Bispen ville ikke uden videre ophæve bandbullen, så Oluf Holgersen Ulfstand skriver i stedet en bønskrivelse til Paven i Rom, og allerede i juli 1514 giver Paven Oluf Holgersen fuldstændig syndsforladelse. Herefter bekoster Oluf Holgersen maleriet af det pavelige skjold i Stubbekøbing Kirke.

Sildefiskeri og Falsterbo

Sildefiskeriet i Øresund kendes i hvert fald tilbage i 1000-årene, hvor Knud den Hellige truede skåningerne med at forbyde sildefiskeriet ved Skåne.

Efterårets sildefangster blev nedsaltet i tønder og eksporteret og afsat ned i Europa via blandt andet de tyske hansestæder.

Saxo beskriver sildefiskeriet i Øresund med vanlig sans for, at overdrivelse fremmer forståelsen. Silden stod i følge Saxo så tæt, at man ikke kunne ro en båd gennem de tætte stimer, og åren blev stående, hvis man stak den ned i stimen. Silden kunne fanges med de bare hænder og bogstavelig talt skovles op i spande!!

Beregninger viser, at der maksimalt har været tale om 10.000 tons sild årligt eller 300.000 tønder saltet sild. Den saltede sild var en eftertragtet handelsvare til det katolske Europa med de mange fastedage.

På Skånemarkedet gjorde falstringerne sig stærkt gældende. Af 434 danske fiskeboder i Falsterbo var de 31 fra Nykøbing og 66 fra Stubbekøbing på Falster. Ikke så sært, handelspladsen kaldtes Falsterbo.

De svigagtige falstringer

Med Falsters beliggendhed som brohoved i Østersøen har der naturligvis været livlig kontakt til venderegnene mod syd, og der var adskillige familiebånd på kryds og tværs af Østersøen.

Det var ikke kun den danske konge Harald Blåtand, der blev vendisk gift.

Når Valdemarstidens krønnikeskriver Saxo Grammaticus omtaler falstringer ved navn, er et af de hyppigste "Gnemer", der er en omskrivning af det vendiske mandsnavn "Gnemovir".

Falstringerne fik i følge Saxo først besked om, hvor togterne med ledingsflåden gik hen i allersidste øjeblik, fordi eller sladrede de svigagtige falstringer til venderne.

I andre sammenhænge beskrives falstringerne dog som tapre og modige på trods af deres ringe antal og Falsters udsatte beliggenhed som forpost med syd. Saxo beskriver, hvordan falstringerne samler sig bag deres fælles virke, som sandsynligvis er det store 1300 meter lange voldsted, der ligger i Hannenovskoven på Midtfalster ved Tingsted Å.

@ og &

Tegnene @ og & er middelalderlige ligaturer, det vil sige sammentrækninger af småord til enkelttegn.

Ind til Gutenberg opfandt bogtrykkerkunsten, var alle bøger håndskrevne. Middelalderens munke sad og skrev bøgerne af i klostrene. Småord, der blev skrevet tit, som "og til" (der på latin hedder "et" og "ad") blev trukket sammen til enkelte tegn, såkaldte ligaturer, henholdsvis & og @.

Ligaturerne blev i princippet overflødige med bogtrykkerkunsten, men de blev fortsat brugt i håndskrift. @ overlevede igennem århundrede, især blandt engelske og senere bland amerikanske handelsfolk, der skrev i hånden. @ fik derfor sin egen tast på engelske og amerikanske skrivemaskiner, men den blev mindre og mindre brugt.

@ var næsten gået helt af mode, da skrivemaskinerne blev til tekstbehandlingsanlæg i 1970'erne. Med forløberne for det verdensomspændende Internet blev der behov for at skelne personnavne fra computernavne i adresser på nettet.

Løsningen blev @, den middelalderlige ligatur for "til".

Den middelalderlige ligatur optræder derfor i nutidens adresser i det elektroniske postsystem efter systemet: navn@adresse, hvor "navn" er personen eller modtageren, og "adresse" er den computer, hvor "til" den elektroniske post skal sendes.

Erik Vernikessøns testamente

Erik Vernikessøn gjorde testamente i 1486 før en rejse til udlandet. Erik Vernikessøn var ansat som tjener hos Oluf Holgersen Ulfstand, der var kongens lensmand på Nykøbing Slot.

I testamentet er en lang række kirker og kapeller i Nykøbing og omegn betænkt med forskellige dele af Vernikessøns personlige udstyr. Testamentet fortæller derfor både om tilstedeværelsen af en række kirkelige institutioner og om bedrestillede tjeneres (måske væbneres) beklædning og våbenudrustning.

I Nykøbing nævnes Helligåndsbygningen (det senere sygekloster), Gråbrødeklostret (Klosterkirken) og bykirken, Vor Frue (den sognekirke, der i middelalderen lå på torvet i byens midte).

I Stubbekøbing nævnes Skt. Anna (kapel / tilbygning til skibet i Stubbekøbing kirke), Skt. Gertrud (kapel / tilbygning til koret i Stubbekøbing kirke), Skt. Jørgen (spedalskhedshospital, der i middelalderen lå uden for købstaden, hvor sportshallen ligger i dag).

Desuden nævnes Skt. Peder i Stadager og Skt. Anne i Maibølle.

De genstande, Erik Vernikessøn så gavmildt uddeler, er dels panser, saddel, sølvske, sværd, armbrøst og skyttegrejer, grønt ridetøj, sorte hollandske bukser og kappe, en grøn hollandsk kappe, dragtspænder, sporer og sværdtaske.

Andre fortællere