Bitte Vink fortæller:

• Den underjordiske gang
• Nyt rådhus i Stege

Den underjordiske gang

(Idé: Pennie Ries, Møns Museum)

Engang lå der i Stege en stor borg, Stegeborg.

Det var en af de borge, der i Valdemarstiden blev bygget til værn mod rigets og kongens fjender, som dengang ofte trak op langs de danske kyster og hærgede og plyndrede.

Borgen lå på en holm i byens sydvestliges hjørne. Den var godt befæstet især mod søsiden og havde kun een adgang, nemlig over en vindebro vendt mod byen og gennem en svær port.

I de urolige tider skete det af og til, at borgen kom på tyske hænder for en kort tid, men ret snart igen blev erobret tilbage af de danske.

Kongen brugte borgen, når han red land og rige rund for at regere og dømme. I Erik Klippings tid blev den udvidet, og også Valdemar Atterdag foretog forbedringer. Det var en borg, der blev regnet med både i ind- og udland.

I krigstider kunne fjenden dog med skibe omringe borgen på næsten alle sider og beskyde vindebroen. Folkene på borgen måtte have en udvej, og bud udefra skulle kunne komme ind. Hvordan ornede man det?

Som enhver god borg havde Stegeborg også sit fangehul. Dér blev somme tider statsfjender og forrædere holdt fangne, og der blev holdt godt øje med fangerne. Alligevel skete det, at en fange pludselig var væk, undsluppet. Hvor var han blevet af?

Kongens lensmand på Møn boede på Stegeborg med sin familie, deriblandt også en eller flere døtre, der naturligvis blev passet godt på, når de unge jomfruer var ved at komme i den giftefærdige alder. Alligevel hændte det, at en af dem begyndte at vokse om livet i utide... hun var blevet med barn med en af byens unge mænd. Men hvordan var hun sluppet ud?

Den eneste forklaring på disse gåder måtte være en underjordisk gang! Nogle siger, den gik under husene op til kirken, men de fleste mente - og mener stadig - at den gik under alle borgerhusene mod øst helt ud til Volden omkring Stege.

Der er i Volden på ydersiden mod øst et sært, stensat sted af form som en dør eller lille port. Den kaldes Udfaldsporten, for det var jo indlysende, at ad den underjordiske gang kunne soldaterne fra borgen gøre udfald mod fjenden, fanger kunne flygte, og jomfruer kunne uset komme ud at møde deres hjertenskære!

Stegeborg var i brug til den under borgerkrigen, Grevens Fejde, i 1534 blev revet ned sten for sten af oprørte borgere på Møn - hvilket nogle af dem senere blev halshugget for.

Den underjordiske gang fungerede i flere århundreder som undskyldning for uheld, som de her nævnte. Man har troet på den, og gør det såmænd endnu, skønt byggerier, rørlægninger, kloakeringer og arkæologiske undersøgelser ikke har vist noget som helst, der kunne bekræfte, at den underjordiske gang nogensinde har eksisteret.

Så den er en middelalderskrøne - som stadig eksisterer nu 450 år efter!

Nyt rådhus i Stege

For så mange år siden, at ingen mere ved hvornår, skulle der bygges rådhus i Stege. Midt på Torvet, for det var den bedste plads for et rådhus.

Dengang som nu foretog man sig noget: Nu lægger borgmesteren grundstenen, dengang foretog man den symbolske handling, at borgmesteren skulle "gå igennem døren" - en til lejligheden sammentømret dørkarm med rådhusets dør i.

Alt folket fra byen og omegn var forsamlet, fattig og rig, tykt og tyndt. Man ventede sig en stor dag, for nu fik byrådet sit eget hus, og så måtte mangt og meget da blive bedre, og man fik så nok mere besked om dit og dat, som var af betydning for både høj og lav og handel og den enkelte borger.

Storetorv var fuldt af folk, trutterut i de stedlige horn - og så kom byrådet med borgmesteren i spidsen.

Han holdt en fin tale, som alle klappede af, kun enkelte af fattiglemmerne i baggrunden hujede. Og så gik han op for at gå igennem den symbolske dør.

Nu var borgmesteren en svær mand med virkelig pondus. Han stod ved døren, bankede symbolsk på. En stemme svarede: "Borgmesteren bedes betræde folkets rådhus". - og han gik et skridt frem for at træde gennem døren.

Men han var for stor! Så da maven sås på den anden side af døren, så kunne resten af personen ikke klemme sig igennem. Så prøvede han at gå sidelæns, men så var maven for stor. Han var ganske enkelt for stor til at kunne komme igennem døren.

Folkemængden så til i større og større spænding, men hvordan borgmesteren så end vendte og drejede sig... igennem kunne han ikke komme.

Som de fleste mønboer var han rådsnar, så da han fattede, at det gik altså ikke, så vendte han sig mod forsamlingen, smilede bredt og sagde: "Ja, ja, dét man ikke kan komme igennem, må man gå udenom!". Det gjorde han så til alt folkets jubel - for han var kendt som en god mand.

I mange år var det et mundheld som blev brugt på Møn, og som spredte sig til mange andre byer. Til sidst nåede det helt op til statsvæsenet og Regeringen, og der bruger de det endnu. Men de siger det ikke mere, for nu er tiden en anden, og det kunne misforstås!

Andre fortællere