Henning Gøtz fortæller:

• I muld for længe siden
• Valdemars vilde jagt
• Valdemar og Tove

I muld for længe siden

Når sydsjællændere i dag en mørk efterårsaften ved kysten nær Svinø, på Ore Strand eller Knudshoved Odde hører en helvedeslarm lig halsende hunde og hylende spøgelser, gætter de oftest på, at lyden kommer fra vildgæssene, der kaster sig i Smålandshavet. Men endnu for 100 år siden sagde man, at det var den sælsomme støj fra kong Valdemars vilde natlige jagt. Og yderligere 100 år tidligere troede mange også på det.

Det var dengang, da "arme bonde" korsede sig på "natlig sti" ved tanken om mødet med Volmer til hest fulgt af et kobbel sorte jagthunde, der bevægede sig lige kvikt mellem kystskovenes egetræslunde, over mosekonens og lygtemændenes sumpe og kær, til Roneklint og Kostræde Banker.

Middelalder-kongerne Valdemar den Store, Valdemar Sejr og Valdemar Atterdag opholdt sig alle tre i længere perioder på Vordingborg. Herfra udgår togterne mod venderne, her gives Jyske Lov og her sluttes fred med de nordtyske Hansestæder. Den Store og Sejr døde begge på kongeborgen, mens Atterdag døde på sit ligeledes elskede Gurre i Nordsjælland.

Om denne borg og egn er det, Valdemar Atterdag letsindigt skal have sagt, at "Vor Herre gerne må beholde sit himmerig, hvis jeg blot må få lov til at beholde mit Gurre". De ældste kilder stedfæster dog sagnet til Lille Gurre nær Køng mellem Vordingborg og Næstved. Og det sydsjællandske jagtrevir var ham da også mindst lige så kært.

På sin borg ved Storstrømmen byggede han Gåsetårnet, hvorpå en gås med front mod Hansestæderne blev opsat, og bemærkningen "De 77 hansaer er 77 gæs, og de rager mig en skid" skal være faldet.

På Lille Gurre ved Køng boede ifølge den lokale tradition hans elskede Tove, og det var i borgkirken viet til Sankt Andreas ved siden af Gåsetårnet, at han i første omgang blev stedt til hvile. (At virkelighedens Tove slet ikke var Valdemar Atterdags, men i stedet hans tiptipoldefar Valdemar den Stores frille er så en helt anden sag)

Allerede et par år senere flyttede datteren Margrethe den 1. de jordiske rester af sin far Valdemar Atterdag til klosterkirken i Sorø, men hans sjæl forblev på det sydlige Sjælland. Og det er i form af et kalkmaleri i Sankt Peders Kirke i Næstved, vi i dag har det eneste bevarede billede af kongen, der af sine fjender blev kaldt Valdemar den Onde.

På en mark øst for Vordingborg ses endnu den sidste levende af de oprindelig seks "krumme ege" - eller Valdemarsegene som de også tidligere kaldtes. Af de oprindelige kæmper op til den nuværende vej mod Nyråd er kun et enkelt skelet tilbage. Dette nu udgåede egetræ var engang kendt for sin flade, visne krone.

Og det hedder sig, at hvis man fælder det træ, så vil Vordingborg brænde. Netop til dette træ er det ifølge overleveringen, at Valdemar Atterdag engang bandt sin hest. En hestesko af ukendt herkomst var da også indtil for nylig hamret fast til det døde træ. Og tidligere gik særdeles livlige rygter om, at der var set spøgelser omkring træerne, som kun uglerne helt uden frygt turde nærme sig efter mørkets frembrud.

Andre fortæller, at dronningen engang lå meget syg på Vordingborg Slot. Kongen jog derpå så hurtigt som muligt mod slottet. Det gik så stærkt, at egene øst for byen blev krumme, da han red forbi.

Midt i Vintersbølleskoven ligger Valdemars Plads. Den træomkransede lysning huser resterne af en langdysse fra stenalderen, og midt i en stor, flad dæksten ses et 6 cm dybt og 20 cm rundt hul - opstået da kongens hest trådte hårdt på stenen - samt mærker af kongens pisk.

Under en vildsvinejagt i skoven red kong Valdemar efter vand til sin sårede jæger. Hesten trådte så hårdt i den flade sten i dyssens midte, at der blev et rundt hul. Og ud af stenen kom der vand, som kongen bragte jægeren.

Siden har der altid stået vand i hullet, og den, der bader sine syge øjne i det, bliver helbredt. Bagefter lægger man mønter i hullet, som efterfølgende fjernes af skovens trolde.

På Oringe plejede kongen at give sin hest vand fra en kilde, og her ses stadig hovspor fra kongens hest i en sten. Og det velbevarede voldsted ved Stensbygård 8 km øst for Vordingborg går stadig under navnet Kong Valdemars Jagtslot.

I Valdemars Skov syd for den nu hedengangne Valdemarsgård - nær 1700-tals-herregården Rosenfeldt - ligger såvel den hellige Valdemars Kilde som resterne af Valdemars Kanal. Sagnet siger, at kongen ad denne menneskeskabte vandvej kunne sejle fra Vordingborg med Valdemars Tårn (Gåsetårnet) via Sværdborg og Køng moser til Tovelille på Lille Gurre.

Endelig skal Valdemar Atterdag 8 km vest for Vordingborg have stået bag etableringen af en halvanden km lang vold fra Avnø Fjord til Smålandshavet, som gjorde det meste af Knudshoved Odde til kongelig vildtbane. Rester af denne vold i Oreby Skov er, side om side med Slotsruinen i Vordingborg, håndgribelige minder om Sydsjællands særlige skyts- og værgeånd - kongen, hvis virke godt midtvejs i middelalderen endte med at stå i et nærmest mytisk skær gennem de følgende århundreder.

I muld for længe siden
Kong Valdemar er lagt,
men sælsomt gennem tiden
går sagnet om hans jagt.
Tit korser arme bonde
sig end på natlig sti,
hvor jægere og hunde,
ham suse vildt forbi.

B. S. Ingemann: "På Sjølunds fagre sletter", 1816

Valdemars vilde jagt

Under en susen og brusen, en hujen og støjen, en knalden og skralden jager kong Valdemar på en hvid hest og med sine kulsorte hunde i front over hele Sydsjælland.

Valdemar - som også går under navnene Volmer, Volder- eller Vollermand - kommer som regel farende med sit jagttog gennem luften, og så gælder det om at holde afstand, for han kan være noget af en uberegnelig herre. Til tider virker han hård og kold overfor de mennesker, han møder og beder om hjælp. Men takken - i form af klingende mønt - udebliver sjældent.

Det oplevede f. eks. en kone, hos hvem Valdemar red ind for at bede om noget at drikke. Konen undskyldte sig med, at hun ikke havde en krukke. Men jægeren tog blot et sold og drak af det. Da han havde slukket sin tørst, fyldte han soldet med trækul, men da konen ikke regnede disse for noget, blev det blot sat hen i en krog. Nogen tid efter ville hun koge mad ved kullene - men da var de blevet til sølvpenge.

Ofte søger Valdemar under sine natlige jagter til Gåsetårnet, i hvis røde teglcylinder et sengeleje af halm altid står parat. Man ser da også jomfruer og svende fra hans tid, hvis opgave er at rede sengen.

I øvrigt dristede en bonde - der ikke ville tro på, at kongen kom til sit tårn om natten - sig engang til at overnatte i tårnet. Ved midnatstid så han kongen træde ind. Kongen hilste venligt på bonden og sagde: "Tak skal du have, fordi du passer på mit tårn." Og så fik han overrakt en guldmønt. Men da bonden tog imod den, brændte den hul gennem hans hånd og faldt som et gloende kul til jorden.

Når en gammel mand eller kone til gengæld i flere timer troligt har holdt kongens hunde, så sker det tit, at han kaster noget hen til dem, der ligner kul. Ved nærmere undersøgelse viser det sig imidlertid at være guld.

Den natlige kongelige rytter med de sorte hunde - hvis gloende tunger hang dem ud af munden - udryddede bl.a. alt troldtøjet omkring Vordingborg og det skovklædte højdedrag Ambjerg nord for byen.

Han havde tillige for vane at følge herredgrænser, sogneskel og markdiger på jagt efter langbrystede kvindelige trolde, de såkaldte slattenlangpatter.

En gammel mand i Vester Egesborg mødte således en aften ved Vejlø-broen et ualmindeligt stort fruentimmer, der pustede og stønnede, så hun kunne høres på lang afstand. I det klare måneskin så han, at tungen hængte langt ud af halsen på hende. Og hendes blottede bryster hængte helt ned til bæltestedet.

Lidt efter kom tre ildrøde hunde med gloende tunger efterfulgt af Vollermanden på sin snehvide hest farende.

- Du har vel ikke set eller mødt en slattenpatte, spurgte kongen.

- Jo, og hun lod til at have travlt, lød svaret fra den gamle mand.

- Ja, men det hjælper hende ikke, svarede kongen, og så red han videre.

Lidt efter drønede et skud og hørtes et gennemtrængende hvin.

Det var den sidste slattenpatte.

Og tror du ikke min historie, så gør en søndagstur omkring kirken i Vejlø. Billedskærer Abel Schrøder fra Næstved har her godt 100 år efter middelalderens afslutning skabt en figur af ingen ringere end troldkællingen Slattenpat, som har fået den for hende tvivlsomme ære at bære prædikestolen på sit hoved.

Valdemar og Tove

"Når jeg kommer til Vordingborg, begynder alle danske sange og viser at lyde i mine ører; jeg hører sangen om Tovelille, - thi om det så er Valdemar Atterdag, har han boet her", skrev journalisten og forfatteren Meir Aaron Goldschmidt omkring 1850, da han skulle beskrive sin barndomsby

Endnu i hans tidlige barndom fandtes bag om byen med det middelalderlige Gåsetårn en mose, som dog endnu kaldtes Badstuesøen. Her var det ifølge den lokale overlevering, at kong Valdemars elskerinde Tove - på dronning Hedvigs befaling - blev spærret inde og myrdet i den kongelige badstue.

Den en overgang kongelige skuespillerinde og senere pastorinde i Rekkende, Pauline Petersen - født 1803 i Vordingborg - fortæller i sine erindringer, hvordan middelalderens folkeviser og sagn endnu i hendes barndom havde plads i mange sjæle. F. eks. gjorde hun sig altid sine tanker, når hun som barn på egen hånd endte nede ved mosen:

"Når jeg imellem gik alene dernede - den lå nedenfor mine forældres have i kort afstand - da syntes jeg i de bølgende sivs sagte sukken at høre Tovelilles jamrende klynken så levende, at jeg stundom ganske angst flygtede tilbage til vor have eller også løb op ad vejen til venstre, der endnu slynger sig bag om byen nedenfor haverne. Nu er de sidste spor af Badstuesøen forsvundet; ad en smuk allé vandrer nu de spadserende hen over Tovelilles dødsseng."

Folkevisen fortæller om dansen i borggården, hvor dronning Helvig morer sig med "udslagen hår". Først danser dronningen og siden Tove. Ved et kig over skulderen opfatter hun kongens helt ekstraordinære interesse for den unge pige, og en dødelig jalousi er vakt.

Valdemar installerede Tove på miniature-jagtslottet Lille Gurre et par mil nord for Vordingborg, hvis middelalderlige murrester stadig kan påvises i frugthaven ved Øbjerggård nær Køng. Her på denne i dag totalt overgroede ø, der vel i diameter næppe breder over sig over mere end 25 meter - omgivet af en skiftevis vand- eller mudderfyldt voldgrav - dyrkede kongen den lille Tove, mens dronningens raseri nåede uanede højder.

Valdemars kærlighed til den unge pige fra Rygen fortsætter imidlertid uanfægtet i elskovsreden midtvejs mellem Vordingborg og Næstved, og under påskud om at ville tale med Tove inviterer den forsmåede dronning hende - mens kongen er borte - til Vordingborg. Den stakkels pige lokkes ved list ind i den kongelige badstue, hvor den tunge dør af træ låser sig bag hende, mens rummet fyldes med skoldhed damp. Tovelille omkommer i badstuens glødende damp, og efter den behandling ser kongens frille ud "om en gås, de steger til jul".

Kongen sørger voldsomt over tabet af den unge pige med navnet afledt af det gode, nordiske gudenavn Thor. Ja hans kærlighed til hende er så stærk, at han ikke kan forlade hendes lig, men lader det føre med sig omkring i landet, hvorhen han end drager.

Det bliver efterhånden hans omgivelser for meget, og en hofmand undersøger på et tidspunkt i smug liget, der binder kongen med så megen lidenskab. Han finder da et lille stykke tøj, som pigens mor har bundet om datterens hals, for selv efter hendes død at sikre hende kongens gunst.

Hofmanden fjerner tøj og snor, og Valdemar lader straks Tove begrave. Til gengæld vender han sin fulde opmærksomhed mod tjeneren, der endnu er besiddelse af det forheksede tøjstykke. Denne får mange og dyre gaver, men må tillige i tide og utide gøre kongen tjenester, hvilket i det lange løb bliver noget trættende.

Manden er godt klar over, at han alene kan takke tøjstykket i snoren for kongens høje gunst og binder nu begge dele til enden af et spyd, som stikkes i et morads ved Lille Gurre.

Sådan opstod Valdemars særlige kærlighed til det sydligste Sjælland, hvor han til evig tid må jage ved nattetide.

Andre fortællere