Heidi Pfeffer fortæller

• Kippinge Kirke og helligkilde
• Ellefruen jaget af Valdemar Atterdag
• Kongernes krig ved Bellinge
• Stævn og de vendiske sørøvere
• Vendernes hærgen på Falster

Kippinge Kirke og helligkilde

Det var en meget fornem og rig jomfru, som byggede Kippinge kirke på Nordfalster. Hun var også meget gudsfrygtig, og byggede kirke så smuk som muligt. Tårnet især byggede hun meget smukt.

Det kostede imidlertid alle jomfruens penge at bygge kirken, og så manglede hun endda døre til kirken, og hun havde ikke en skilling tilbage. Så vidste hun ikke, hvordan hun skulle få råd til døre, men i det samme kom to døre drivende ind på stranden ved kirken, og de hængte sig selv op på hængslerne, så kirken blev færdig, og jomfruen blev glad.

En dag kom en tyv ind i kirken og stjal den kalk og andre hellige genstande, men han blev straks angrebet af den guddommelige vrede, at muren, han tog på, gav efter for hans fingre, og gulvet, han trådte på, gave efter for hans fødder, og kalken, som han kastede i havet, straks kom tilbage til kirken.

Ved siden af kirken var der en hellig kilde, hvor man kunne få sit helbred igen ved at vaske sig med vandet, lige meget hvilken sygdom man havde. Folk, der kom slæbende dertil på krykker, gik raske derfra. Krykkerne lod de blive tilbage som et tegn, der skulle vise andre, hvilke kræfter vandet havde.

Så var der engang en præst, som ikke kunne lide den gamle overtro, og ville have den afskaffet. Han hentede derfor et læs af alle de gamle krykkestokke, der stod i våbenhuset, og ville brænde dem i sin bageovn. Krykkerne blev puttet ind i ovnen, og der gik da også ild i dem, men præstegården brændt af. Fra den tid holdt kilden op med at give vand.

Ellefruen jaget af Valdemar Atterdag

Af Heidi Pfeffer, Amtskonsulent for Lokalhistoriske Arkiver i Storstrøms Amt

I Lundby på Sydsjælland fortalte man, at det ofte hændte, at bønderne på Lundbygårds marker om aftenen så en høj kvinde komme farende ud af skoven. Hendes bryster var så lange, at hun havde kastet dem over skuldrene.

Bag hende jog en rytter på en kulsort hest. "Så I hende!", råbte han til bønderne, mens han forsvandt i mørket. Efter nogen tid kom han tilbage og havde kvinden lagt tværs over hesten foran sig. "Så I, jeg fik hende!", råbte han igen til bønderne, hvorefter han red ind i skoven. Det var kong Valdemar Atterdag på jagt efter en ellekvinde, også kaldet for "Slattenpatte".

En gammel mand i Vester Egesborg mødte også en aften ved Vejlø-broen et ualmindeligt stort fruentimmer, der pustede og stønnede, så han kunne høre hende længe før hun kom hen til ham. I det klare måneskin så han, at tungen hang ud af halsen på hende af bare anstrengelse, og hendes blottede bryster hang helt ned til bæltestedet.

Lidt længere henne, hvor Nørrestrand går lige op til landevejen, mødte han tre ildrøde hunde med gloende tunger, og så kom kong Valdemar farende på en snehvid hest og spurgte, om han ikke havde set eller mødt en slattenpatte. "Jo", sagde manden, "og hun lod til at have hastværk". "Ja, men det hjælper hende ikke!", sagde kong Valdemar, og så red han videre.

Lidt efter drønede et skud og hørtes en gennemtrængende hvin. Det var den sidste slattenpatte i landet, som kongen skød.

Kongernes krig ved Bellinge

Tæt ved den nuværende forpagtergård Bellinge på Midtfalster har der i middelalderen ligget en stor gård, ligeledes ved navn Bellinge. Gården kendes helt tilbage til 1364, hvor den var i privat eje. Man kan stadig fornemme volden, når man kører ad landevejen fra Horreby til Sønder Kirkeby.

Sagnet fortæller, at der i Middelalderen levede forskellige konger på Bellinge. De var nogen gange i krig med deres nabokonger, mens de i andre perioder holdt fred. Der fortælles, at kongen på Bellinge engang var blevet uvenner med sin nabokonge i vest, nemlig kongen i Nykøbing.

Da de ikke kunne få striden løst ved forhandlinger, valgte de at drage i krig mod hinanden sammen med deres krigsfolk. Vejen fra Nykøbing til Bellinge gik dengang omtrent som den gør nu, og begge kongerne fulgte vejen imod hinanden. Kongen fra Nykøbing var blevet først færdig med at udruste sig, og han var nået over en mil frem mod Bellinge, før han mødte kongen derfra.

Imellem Korselitze og Sønder Kirkeby mødtes de og kæmpede hårdt mod hinanden. Der er ingen, der i dag husker hvordan slaget endte, men det gik hårdt til, og man opkaldte et led på stedet efter slaget. Det kom til at hedde Ståhat, fordi det stod hårdt, inden slaget blev afgjort.

Stævn og de vendiske sørøvere

Der boede engang en mand ude på Stevns Klint, som hed Stævn. Han havde fået Stevns Klint i len af kongen, for at skulle holde udkig efter de vendiske sørøvere.

Han var meget tapper og havde tit skræmt venderne væk. Men han var dog en vild hedning og havde 12 afguder hugget i kridt stående langs med strandkanten. Hans lille, stille kone var derimod en kristen, men hun var nødt til at holde det hemmeligt, da hun frygtede Stævns vrede, hvis han opdagede det. Derfor gemte hun et kors under sit tøj.

En dag, da hun fulgtes med Stævn langs med klinten, gled korset frem af tøjet, og Stævn opdagede det. Han hev det straks af hende og kastede det ud i havet, og gik bedrøvet hjem.

I det samme så han de vendiske sørøvere komme sejlende, og han skyndte sig at bemande sine skibe og sejlede ud for at møde venderne til havs. Det blev en hård kamp, som endte med at sørøverne flygtede, skarpt forfulgt af de danske skibe.

Pludselig brød et forfærdeligt uvejr løs med storm og torden, og lidt efter lidt forsvandt det ene danske skib efter det andet, indtil Stævn kun havde det skib tilbage, som han selv stod på, og det blev slynget op i et hul, hvor han bange blev liggende ind til næste morgen.

Da han så kom til sig selv igen, opdagede han det kors, som han havde taget fra sin kone dagen før. Længe betragtede han det med stor bevægelse, og endelig tog han det til sig og klatrede op ad klinten.

Stille gav han korset til sin kone, men hun sprang op og faldt ham grædende om halsen, for nu forstod hun, at Gud havde hørt hendes bønner og formidlet Stævns stive sind.

Vendernes hærgen på Falster

Det var ikke bare på Stevns, at venderne hærgede i Middelalderen, men også på Falster var befolkningen udsat for angreb. Venderne kom og plyndrede og brandskattede folk, så tit som muligt, og det var helt utåleligt for falstringerne. De blev så kede af den evindelige plyndren og hærgen, at de planlagde og udførte en krigslist.

De gravede en kanal fra Bøtø Nor tværs over landet til Guldborgsund, lidt syd for Væggerløse. Når venderne så kom, samledes falstringerne og tog bevæbnede imod venderne. Kanalen, de havde gravet, fyldte de op med plove og harver, så venderne ikke kunne sejle ind i den, og derved komme op på den nordlige side, for kanalen var så dyb og bred, at der sagtens kunne sejle et skib med 48 tønder korn i den.

Efter den tid måtte venderne nøjes med at brandskatte den del af Sydfalster, som lå værgeløst, og det gjorde de så grundigt, at de næsten boede fast dér. Befolkningen fik til sidst skyld for, at de havde sluttet sig til venderne, og det var de da naturligvis også stærkt fristede til.

Ved kanalen udkæmpede venderne mange slag med danskerne, og det sted, hvor kanalen krydser landevejen, kaldte bønderne i mange hundrede år efter stadig for "ligbro".

I Gedesby, syd for kanalen, hvor venderne holdt til, blandede de sig med den lokale befolkning, og siden hen har deres sørøverblod rullet i årene på folk derfra. Det var meget almindeligt, at folkene røvede skibe, der var gået på grund, og når de ikke havde andet at lave, drog mændene på rov for at hugge en sælhund på Rødsand eller et får på Sydlolland.

Konerne holdt sig heller ikke tilbage. De gik i flok til Fanget for at malke, så ejerne af køerne måtte ansætte en vogter til at jage konerne væk. Han var dog dårligt ridende, og selvom han råbte "Hal ud!" til sin hest, så kunne han dog ikke indhente de rappe Gedesbykoner, som løb fra ham. Men det er længe siden, og de nuværende folk i Gedesby er lige så skikkelige som alle andre.

Andre fortællere