Palle Birk Hansen fortæller:

• Fladså Trolden
• Fiskeri og selvtægt - en mordsag fra 1417!
• "I Kalby Ris - de Næstved piger mister deres pris"
• Karlsgab
• De underjordiske gange

Fladså Trolden

Mogenstrup Ås, som er dannet under sidste istid, strækker sig fra Mogenstrup mod nordøst til Næstved. Ved Næstved kaldes åsen Sandbjerget, og et parti af Sandbjerget hedder Munkebakken.

Sandbjerget har udfordret fantasien, og sagnet vil vide, at Fladså-Trolden har en finger med i spillet om åsens dannelse.

Der er flere lokale udgaver af vandresagnet. I een udgave bliver trolden vred på en anden trold, som bor ved Næstved. I en anden udgave bliver han vred på en købmand i Næstved. Og i en tredje udgave bliver han vred på lyden af kirkeklokkerne i Sct. Peders Kirke.

Under alle omstændigheder fylder han en sæk med sand og vandrer af sted mod Næstved for at dække byen med trolde, købmænd og kirkeklokker.

Desværre er der hul på sækken, så sandet løber ud undervejs og danner dermed Mogenstrup Ås. Fladså Trolden opdager det først, da han når frem, og han farer i flint, mens den sidste portion sand bliver liggende som Munkebakken.

I Vejlø Kirke findes der en latinsk indskrift på Abel Schrøder den Yngres prædikestol fra ca. 1669 over skulpturen af troldefiguren "Slattenpat": "Når (Fladså) Trolden, o’ præster, vil omstyrte kirkerne, da bærer, o’ præster, Trollernes tegn kirkerne". Slattenpat repræsenterer her de gode Trollers våbenfigur (trolden bærer prædikestolen!) i modsætning til Fladså Trolden, som ville ødelægge kirker.

Arne Bang (1901-1983) skabte Fladså Trolden som skulptur i beton. Skulpturen blev opstillet neden for Munkebakken ved Næstved Rådhus i 1944, og her kan den stadig ses i sin fontæne.

Litteratur:

• E. Tang Kristensen: Danske Sagn III, 1895/1980, nr.261 + 262.

• Eva de la Fuente Pedersen: På rejse med Abel Schrøder, Næstved 1995, s. 20.

Fiskeri og selvtægt - en mordsag fra 1417!

I 1417 satte fiskere fra Næstved garn ved Lollands nordkyst.

Året før var birgittinerklosteret for nonner og munke i Maribo oprettet.

Maribo Kloster havde opfattelsen af, at det ejede de pågældende fiskegrunde, og derfor roede nogle munke ud for at røgte Næstved-fiskernes påstået ulovlige garn.

Næstved-fiskerne var i nærheden og så, hvad der skete, og de forfulgte munkene ind til kysten og videre ind i landet, hvor munkene søgte tilflugt i en af de nye klosters gårde.

Næstved-fiskerne brændte gården af for at få fat i munkene. Munken Niels Hermansen og to bønder, som var sammen med munkene, blev fanget.

Næstved-fiskerne sejlede hjem til Næstved med deres fanger. Der blev nu holdt rettergang i Næstved på en dag, som ikke var tingdag. Fangerne blev dømt til døden for, hvad der i Næstved blev opfattet som tyvefiskeri. Munken og de to bønder blev halshugget uden for Næstved og gravet ned i uindvidet jord på retterstedet.

Maribo Klosters abbedisse var naturligvis ikke tilfreds og indklagede sagen for kongen. Ved kongens retterting nytårsaften 1417 blev Næstveds borgere dømt til:

1. at betale erstatning for den nedbrændte gård på Lolland

2. at betale bøder for drab til kongen og de afdødes familier

3. at grave de henrettede op og begrave dem i indviet jord

Endelig mistede dommeren ved sagen i Næstved retten til at dømme, fordi han havde dømt på en forkert dag.

Når alle bøder var betalt og de øvrige bestemmelser udført, fik Næstved-borgerne tilladelse til at rejse sag mod Maribo Kloster for det påstået ulovlige fiskeri! (dommeren tog altså ikke stilling til fiskeriet, kun til Næstved-borgernes selvtægt). Vi ved ikke, om de gjorde brug af denne tilladelse.

Men Næstved lærte under alle omstændigheder, at selvtægt betaler sig ikke!

Næstveds middelalderlige rettersted blev fundet i 1985 ved en udvidelse af Munkebo Plejehjem. Retterstedet og gravene med de henrettede har strakt sig over hele Sandbjergets østvendte skråning fra Amtmandsgårdens have til Farimagsvej.

Litteratur:

• Rasmus Nielsen, Næstved Købstads Historie, bind 1, Næstved 1925, s. 68.

  

"I Kalby Ris - de Næstved piger mister deres pris"

I 1743 fortalte rådmand Hans Klingberg i en indberetning til Det Danske Kancelli i København den gamle historie om de 12 Næstved-piger, som gik i flok til overdrevet / skoven Kalbyris øst for Næstved for at malke byens køer.

Borgerne i Næstved holdt husdyr ved siden af deres byerhverv, og køerne græssede på overdrevene omkring Næstved. Skovkloster ejede overdrevene, som Næstved borgere derfor var nødt til at leje for at skaffe græsning. Gennem århundreder gik Næstved hyrder og passede kvæget, og pigerne gik to gange dagligt ud for at malke.

Men denne særlige dag viste det sig, at der var lusk af gårde! Den ene af pigerne viste sig at være en ung mand, broder til den tolvte pige, som altså blev hjemme lige netop på denne tur.

Den unge mand havde travlt, meget travlt, så 9 måneder efter hin mindeværdige dag nedkom de 11 piger, den ene endda med tvillinger, således at resultatet af historien var 12 nye Næstved-borgere!

Som rådmand Klingberg skriver: Detaljerne vil han ikke anføre, uden at det bliver ham pålagt!

Litteratur:

• Rådmand Klingbergs indberetning fra 1743, Historisk Samfund for Præstø Amts Årbog 1918, s. 69 ff.

  

Karlsgab

Mellem Gavnø og Vejlø ligger den smalle og dybe gennemsejling Karlsgab.

Sagnet vil vide, at stedet har navn efter den rå og grumme sørøver Karl, som havde sin borg her.

På Gavnø lå fra ca. 1400 et nonnekloster under dominikanerordenen, indstiftet af dronning Margrethe.

Karls sørøveri harmonerede ikke med de holdninger, som priorinden og nonnerne på Gavnø nødvendigvis måtte have.

Derfor generede Karl efter sagnet nonnerne på det groveste ved gentagne tilfælde. Gud følte stor vrede over Karls voldelige fremfærd over for hans nonner, og derfor lod han en julenat Karl medsamt borg og besætning synke dybt under havets overflade. Således opstod Karlsgab.

En gang forsøgte to unge mænd at lodde dybden i Karlsgab ved hjælp af et langt reb med et plovjern i enden. Lige før rebet slap op, stødte plovjernet på bunden, og mændene hev det op. På plovjernet sad et kranium, og mændene flygtede naturligvis rædselsslagne i den forvisning, at de havde fundet Karl, den ugudelige sørøver!

Set i bakspejlet har de to mænd nok snarere fanget kraniet af en 6-7.000 år gammel fisker fra ertebølletiden, begravet på en af de mange stenalderbopladser, som ligger tæt langs alle kyster i området!

Litteratur:

• P. Jensen: Gavnø-bogen 1900, s. 6, 14 og 16.

  

De underjordiske gange

Der går mange historier om de underjordiske gange i Næstved.

Der er for eksempel gangen fra Sortebrødreklosteret til nonneklostret på Gavnø ude i Karrebæk Fjord.

Eller gangen fra munkenes Vinhuskælder til Sct. Peders Kirke.

Eller gangen fra Vinhuskælderen under byen og Susåen og ud til Skovkloster / Herlufsholm.

Og ingen af historierne holder vand!

I middelalderbyen kørte man ikke affald væk i højere grad en nødvendigt. Det meste blev liggende i gader og gårde. Dag efter dag, måned efter måned, voksede terrænet derfor.

I middelalderbyen byggede man mange kældre, oprindelig kun nedgravet et par trin.

Når terrænet voksede år efter år, blev der længere og længere ned til kælderdørene. Mange af disse døre blev derfor opgivet og muret til, og nye døre blev sat i på andre steder.

I middelalderbyen anlagde man også stensatte render, som ledte overskudsvand fra Munkesøen ned til Susåen. Rådmand Hans Klingberg fortæller i 1743 om disse render, at de på hans tid var fyldt og ude af funktion, så store dele af byen var vandlidende og sumpede.

De tilmurede kælderdøre, som øjensynligt fører udi den mørke jord, og erindringen om de stensatte vandrender har naturligvis næret fantasien og ført til forestillingerne om de underjordiske gange.

Kælderdørene og vandrenderne er hver for sig hverdagsagtige og kulturhistorisk interessante, men de underjordiske gange befolket med lystne munke og nonner på vej til stævnemøder og drikkegilder er naturligvis mere underholdende!

Andre fortællere