Logo

Nyhedsbrev 17. september 2015

Bevaringsforeningen By og Land i Maribo og Museum Lolland-Falster inviterer til en debataften med fokus på byudviklingen i Maribo.

FREMTIDSVISIONER FOR MARIBO - DEBATAFTEN: Byudvikling eller afvikling?

Bevaringsforeningen By og Land i Maribo og Museum Lolland-Falster inviterer til en aften i debattens tegn, hvor vi først skal høre bud på politiske visioner og allerede igangsatte planer for byudviklingen i Maribo og derefter debattere.

Formand for Klima-, Miljø- og Teknikudvalget, Henrik Høegh (V), lægger ud med at fortælle om overordnede visioner for byudviklingen af Maribo, hvorefter Karl Krarup, formand for Nysted Bevaringsforening, sætter bevaring af bymiljøer i købstæder til debat, og sidst tager Simon Post, projektleder i Lolland Kommune, stafetten op og fortæller om det konkrete arbejde med byrumsprogram og områdefornyelse i Maribo bymidte.

Læs mere om arrangementet

Der er altid en pris. Foredrag om Mathilde Fibiger, den danske kvindekamps pioner.

Mandag d. 5. oktober kl. 19 præsenterer kultur- og naturvejleder Anne Elmer en af de markante skæbner inden for dansk kvindekamp. Det sker i foredragetDer er altid en pris, hvor Mathilde Fibigers liv følges fra ungdommen til hendes død. Mathilde Fibiger udgav i 1851 bogenClara Raphaels Breve, som blev startskuddet til den politiske kamp, der førte til kvindernes valgret i 1915. Men udgivelsen af bogen fik store personlige omkostninger for Mathilde, og påvirkede den retning hendes liv tog.

Læs mere om foredraget

Dødbringende herremode i bronzealderen. Spændende tiltag på kulturnatten

Hvad er et sværd? Svaret på dette spørgsmål kunne umiddelbart lyde således: Et sværd er en genstand, som et individ anvender til at skade eller undertvinge andre individer. Med andre ord, et sværd er et våben. Et 'krigens og krigerens' redskab, som bærer en lang og blodig historie. Men dette er ikke alt, hvad sværdet er. Et sværd er mere end blot krig og vold og har en betydning, som forgrener sig i både det historiske og mytologiske univers.

I forbindelse med kulturnatten i Nykøbing Falster d. 2. oktober 2015 afholdes der et foredrag på Falsters Minder i Færgestræde, hvor den spændende historie om bronzealderens sværd fra Lolland og Falster fortælles.

Læs mere om foredraget

Månedens artikel: Sukkerroedyrkerne og deres vej mod statsstøtte

Månedens artikel er forfattet af museumsinspektør Lene Tønder Buur. Artiklen er et ekstrakt af forfatterens artikel i Erhvervshistorisk Årbog, som er et detailstudie, der analyserer De samvirkende danske Sukkerroedyrkerforeningers indflydelse på det politiske system forud for Loven om den midlertidige Sukkerordning af 1932. Artiklen undersøger, hvorfor de to sukkerordninger af 1930 og 1932 blev indført, og hvilke interesser sukkerroedyrkerne havde i ordningerne.

Læs månedens artikel her

Arkæologer fortsætter jagten på oldtiden ved Orehoved

Vejdirektoratets arbejde med den kommende Storstrømsbro har sendt arkæologerne på jagt efter oldtidsfund i de to ender, hvor broen går i land. Lige nu foregår det i området omkring Orehoved og Gaabense.

Læs mere om Orehoved

Museum Lolland-Falster
Frisegade 40, 4800 Nykøbing Falster

Tlf.: 54 84 44 00
Mail: post@museumlollandfalster.dk

Telefontid:
Tirsdag - torsdag: 10-14
Fredag: 10-13

Afmeld