Vandretur med en arkæolog og en naturvejleder lørdag d. 11. marts kl. 10 – 12
Hjerteforeningens Motionsklub, Stevns og KULTURLAND byder på denne unikke vandretur i Gjorslev Bøgeskov. Turen går ad en gammel hulvej, på kanten af stenalderhavets kystlinje og gennem en tunneldal fra istiden. På højdedragene ligger gravhøje fra både stenalder og bronzealder tæt. Det vidner om et attraktivt sted for bosætning i oldtiden, netop på grund af geologien. Det, der var en tunneldal i istiden, var i stenalderen forvandlet til fjord, søer og vandløb, - et godt sted at bo for stenaldermennesket.
Gravhøjene skulle vise magt og velstand. Kun de rigeste og mest magtfulde havde råd til sådan en grav, og den skulle naturligvis kunne ses langvejsfra, derfor ligger de højt i landskabet.
Arkæologen og naturvejlederen vil sammen trække de spændende historier ud af landskabet og oldtidsminderne.
Midtvejs vil der blive en lille pause, hvor der vil være lidt varmt at drikke.
Mødested: Den store P-plads ved Bøgeskov Strand.
Turlængde: ca. 5 km
Husk: påklædning efter årstiden og fornuftigt fodtøj, turen går nogle gange udenfor stierne. Terrænet er ikke velegnet til barnevogne og klapvogne.
Turen er finansieret af Kulturland og derfor gratis.
Hvad er KULTURLAND?
KULTURLAND er et projekt i Kulturregion Storstrøm, hvor regionens tre statsanerkendte museer, Museum Lolland-Falster, Museum Sydøstdanmark og Østsjællands Museum, samarbejder om at udvikle nogle anderledes natur- og kulturtilbud og museumsoplevelser, der bidrager til det gode liv.
Se mere på www.kulturland.nu

