Nyhedsbrev 18. maj 2017

Salonaften på Reventlow-Museet Pederstrup d. 31. maj kl. 19 - ca. 21. Aftenens arrangement afholdes med udgangspunkt i årets særudstilling ARVEN EFTER STRUENSEE med temaet ”Mellem pligt & kærlighed”.

Mellem pligt & kærlighed

Historisk salonaften på Reventlow-Museet Pederstrup onsdag d. 31. maj 2017 kl. 19

Igen i år arrangerer Museum Lolland-Falster historiske salonaftner på Reventlow-Museet Pederstrup. Hen over sæsonen går museet i dybden med udvalgte temaer fra årets særudstilling ARVEN EFTER STRUENSEE for at blive klogere på elskeren, politikeren og manden Struensee.

Ved den første salonaften onsdag d. 31. maj byder salonværterne Anne Elmer og Jesper Munk Andersen igen indenfor i Thorvaldsensalen på museet, hvor der er dækket fint op og tændt lys i lysekronen. Temaet for første salonaften går helt tæt på særudstillingens hovedpersoner, når kærlighedsforholdet mellem Struensee og Caroline Mathilde sættes til debat i lyset af 1700-tallets troskabsbegreb og kærlighedsforståelse. ”For hvordan forholdt det sig egentligt med troskab og kærlighed ved 1700-tallets danske hof – og hvordan var virkelighedens forhold mellem dronningen og livlægen?” spørger Jesper Munk Andersen, museumsinspektør ved Museum Lolland-Falster, der glæder sig til at gå i dybden med kærligheden – dengang og i dag.

Læs mere om den historiske salonaften

 

Museum Lolland-Falster
Frisegade 40, 4800 Nykøbing Falster

Tlf.: 54 84 44 00
Mail: post@museumlollandfalster.dk

Telefontid:
Tirsdag - torsdag: 10-14
Fredag: 10-13

Afmeld