Nyhedsbrev 25. januar 2018

I vinterferien er der aktiviteter på Falsters Minder i Nykøbing. Kom forbi og mærk mystikken eller deltag i de mystiske aktiviteter. Der er blandt andet mulighed for at lave sin helt egen fe-lanterne.

Mystik på museet

På Falsters Minder sniger mystikken sig ind i vinterferien. Her inviterer vi indenfor til to dage, hvor du kan skabe dine helt egne mystiske væsner. I skaberværkstedet kan du fx lave din hele egen fe-lanterne, en mumie eller grave noget mystisk ud af en sten.

"Vi glæder os til at holde vinterferie, hvor vi sætter fokus på alt det mystiske, man kan se og opleve i Museum Obscurum udstillingen. Det er fedt, at vi får mulighed for at fordybe os i mystikken, og vi håber, at der er mange, der har lyst til at komme og være med", siger Leif Plith Lauritsen, manden bag udstillingen og ham, der står for ferieaktiviteterne.

Læs meget mere om vinterferieaktiviteterne i Museum Obscurum

Fastelavnsarrangementer i Nykøbing og Maribo

Lørdag d. 10. og søndag d. 11. februar 2018 afholdes gratis fastelavnsarrangementer for alle interesserede

Her kommer et tilbud til alle, der går med en prinsesse, en ridder, en superhelt eller noget helt fjerde i maven – fastelavnsarrangementer på Torvet i Nykøbing og på Frilandsmuseet i Maribo.

"Når man i dag køber fastelavnsboller hos bageren eller vælger kostume til ungerne, er det nok ikke alle, der lige tænker på det faktum, at det faktisk er en meget gammel højtid, der bliver fejret. Højtiden har sine rødder i middelalderen, dengang Danmark stadig var katolsk, og markerede indgangen til en 40 dage lang fasteperiode, der ledte frem til påsken. Navnet fastelavn kommer nemlig fra det tyske ’Fastelabend’, på dansk ’faste-aften’, – altså aftenen før fasten. I fasteperioden bestod den primære ernæring af bl.a. grovbrød og fisk, og der var deciderede forbud mod at indtage andet end det, kirken foreskrev. Derfor var der mange, der skejede ud på madfronten og nød alle lækkerierne og det, der snart blev forbudt, som fx fint brød, kød og fed mad, aftenen inden. For man ved jo godt, at når der er noget, man ikke må få, så vil man have det. Så det var en klog forholdsregel at tage", fortæller Anne-Lotte Sjørup Mathiesen, formidlingsinspektør ved Museum Lolland-Falster.

Læs om de hyggelige fastelavnsarrangementer

Når historiske bygninger og kulturmiljøer forsvinder, går historien tabt for altid

Kulturmindeforeningens program for 2018 lægger ud med et foredrag om betydningen af, at vi i dag passer på vores kulturarv - med fokus på historiske bygninger og kulturmiljøer.

"Vi er ikke altid selv gode nok til at få øje på vores egne kulturværdier og se deres potentialer for udviklingen. Og da vi på Lolland-Falster repræsenterer et yderområde med rigtig mange værdifulde kulturmiljøer, har Kulturmindeforeningen valgt at sætte temaet på programmet", fortæller Anita Ulrik Sørensen, formand for Kulturmindeforeningen.

Derfor vil lektor, cand.mag. Simon Ostenfeld Pedersen fra Arkitektskolen Aarhus i aftenens foredrag fortælle om arkitektskolens projekt med kortlægning af 22 danske yderkommuner og udvikling af en metode til at screene kulturmiljøer. Foredraget vil have særligt fokus på kulturmiljøer på Lolland-Falster.

Læs mere om foredraget

Museum Lolland-Falster
Frisegade 40, 4800 Nykøbing Falster

Tlf.: 54 84 44 00
Mail: post@museumlollandfalster.dk

Telefontid:
Tirsdag - torsdag: 10-14
Fredag: 10-13

Afmeld