Nyhedsbrev 15. juni 2018

I juli er der sommerferieaktiviteter for børn og voksne. Aktiviteterne foregår hver mandag og onsdag, og programmet er så bredt, at der skulle være noget for enhver smag.

Sommersjov for børn og voksne

I juli er der sjove aktiviteter for børn og spændende rundvisninger for de voksne

Sommerferien nærmer sig, men hvad skal man dog få alle disse dage til at gå med? Man skal selvfølgelig tage hele familien med på Frilandsmuseet i Maribo, der i juli bliver fyldt med sjove sommerferieaktiviteter for hele familien.

"Vi har i år valgt at udvide antallet af dage med sommerferieaktiviteter, så de i år både finder sted mandage og onsdage i juli. Vi har derudover også fundet på nogle nye og spændende aktiviteter, som vi glæder os til at lave sammen med alle de ferieramte familier", fortæller Anne-Lotte Sjørup Mathiesen, formidlingsinspektør ved Museum Lolland-Falster.

I år har vi også sommerferieaktiviteter for de voksne. "Sidste år forsøgte vi med mandagsåbent i ferieugerne 26-33, og da vi kunne se, at der var besøgende disse dage, har vi valgt at føre denne udvidelse af åbningstiderne videre i år. Derfor har vi også valgt at lægge den ene af aktivitetsdagene netop om mandagen. Men denne dag er ikke kun for børnene, der er nemlig offentlig omvisning disse mandage, hvor vi tager alle interesserede med rundt og fortæller om livet på landet i gamle dage. For at holde styr på hele månedens forskellige aktiviteter har vi lavet et program, der viser de enkelte dage med deres aktiviteter", afslutter formidlingsinspektøren.

 

Se programmet for sommeraktiviteter på Frilandsmuseet i Maribo

 

Offentlige torsdagsomvisninger på Reventlow-Museet

Fra torsdag d. 28. juni til og med torsdag d. 9. august er der mulighed for at komme på en offentlig torsdagsomvisning på Reventlow-Museet Pederstrup

Igen i år afholdes der gennem sommeren offentlige omvisninger på Reventlow-Museet Pederstrup. ”I år har vi henlagt de offentlige omvisninger til om torsdagen og udvidet sæsonen, så det nu allerede er fra 28. juni og frem til 9. august, at det er muligt at komme helt tæt på fortællingen om statsmanden og landboreformatoren C.D.F. Reventlow,” fortæller Jesper Munk Andersen, museumsinspektør ved Museum Lolland-Falster. Som den ene af museets to guider vil han på omvisningerne fortælle den fascinerende historie om statsminister C.D.F. Reventlow og landboreformernes gennemførelse i slutningen af 1700-tallet samt ikke mindst løfte lidt af sløret for, hvordan reformperioden endnu den dag i dag præger vores liv og samfundsforståelse.

Hvornår: offentlige torsdagsomvisninger hver torsdag fra 28. juni til 9. august kl. 14
Mødested: vestibulen på Reventlow-Museet Pederstrup, Pederstrupvej 124, 4943 Torrig L
Pris: gratis, når entréen er betalt, voksne 50 kr., børn u/ 18 år gratis

Få mere at vide om torsdagsomvisningerne

Hvordan tror du, at kager smagte i 1700-tallet?

Det kan du få mulighed for at opleve, når der er historisk café i Skovpavillonen på Frilandsmuseet i Maribo på søndag den

17. juni kl. 11.30-15.30.

Hvis du vil være helt sikker på at få smagt det lækre bagværk, kan du bestille bord i forvejen på

asm@museumlollandfalster.dk

eller

tlf. 2559 3456

 

Vil du læse mere om de muligheder, der er på Frilandmuseet på søndag, kan du gøre det her

National mølledag - kom og se en stubmølle indvendig!

Den nationale mølledag markeres ved at mange af landets gamle stub- og hollandske møller holder åbent og inviterer alle interesserede til at opleve de smukke gamle konstruktioner.

Det gør vi også på Frilandsmuseet, hvor den ene af landets to ældste møller - stubmøllen fra Fejø - står. Så på søndag får du en sjælden mulighed for at kigge ind i møllen og se alle de finurligheder, der gemmer sig der.

Møllen er åben fra kl. 11-14.30,

hvor du også kan få fortalt om, hvordan den er konstrueret og fungerer.

I det hele taget er der masser at se og høre på Frilandsmuseet på søndag.

Det kan du læse mere om her

Museum Lolland-Falster
Frisegade 40, 4800 Nykøbing Falster

Vi håndterer dine personlige oplysninger i overensstemmelse med vores politik til beskyttelse af personlige oplysninger.

Hvis du ikke længere har lyst til at modtage museets nyhedsbrev, kan du bruge knappen "Afmeld" i bunden af dette nyhedsbrev.  

Tlf.: 54 84 44 00
Mail: post@museumlollandfalster.dk

Telefontid:
Tirsdag - torsdag: 10-14
Fredag: 10-13

Afmeld