Nyhedsbrev 31. januar 2019

7. februar 2019 åbner Museum Lolland-Falster den nye særudstilling “Lille Valdemars eventyr – en udstilling for de yngste” på Stiftsmuseet i Maribo. Udstillingen er målrettet børn i alderen 4 – 8 år, men større børn vil også kunne underholde sig i udstillingen.

Illustration: Lea Letén

Lille Valdemars eventyr - en udstilling for de mindste

Ny særudstilling åbner på Stiftsmuseet den 7. februar 2019

I udstillingen Lille Valdemars eventyr kan man møde Valdemar den Store, før han blev stor. Valdemar er 5 år og er lige kommet i pleje hos familien Hvide. Her møder han børnene Ingefred, Absalon og Esbern, som hjælper ham med at finde sin indre styrke igennem de nye venskaber.

“Udstillingen Lille Valdemars eventyr giver børnene en oplevelse af, at børn i middelalderen levede i andre rammer, fysisk og socialt, men at de, trods det, ikke er så forskellige fra børn i dag”, fortæller Anne Elmer, formidler ved Museum Lolland-Falster.

Udstillingen er målrettet de mindste, og her er noget for både følelser, krop og sanser. For familier, der besøger udstillingen, er der en lille kurv med vejledning og materialer til forskellige aktiviteter, og i løbet af udstillingsperioden vil der være omvisninger med museets formidlere. De første af disse finder sted i vinterferien, tirsdag d. 12. og onsdag d. 13. februar, begge dage kl. 10.30 og 13.30.

Hvor: Stiftsmuseet, Banegårdspladsen 11, 4930 Maribo
Hvornår: fra 7. februar 2019 – 11. januar 2020
Pris: alm. entré, voksne 50 kr., børn u/18 år gratis. Der kan forekomme forhøjede entrépriser i forbindelse med arrangementer eller lignende.

 

Blev du nysgerrig?

 

Jomfruer på druk og nonner i slagsmål

Foredrag om Maribo Kloster og dets stærke kvinder på Stiftsmuseet i Maribo d. 20. februar 2019

Historien om Maribo Kloster er ikke kun væsentlig klosterhistorie. Det er i høj grad fortællingen om middelalderens stærke kvinder. Fra Birgitta af Vadstena til Margrethe 1. og kongedatteren Leonora Christina – alle havde de en afgørende betydning for Maribos tilblivelse og historie.

“Udover disse tre prominente damer er klostrets historie fyldt med kvinder: abbedisser, nonner og adelige jomfruer havde deres gang på stedet gennem flere hundrede år,” fortæller Marie Brinch, arkæolog ved Museum Lolland-Falster, og fortsætter. “Efter reformationen blev Maribo Kloster omdannet til et egentligt jomfrukloster. De gamle nonner fik lov at blive, men de fik selskab af en lang række unge adelsfrøkner, som satte det strenge, katolske klosterliv på prøve – på godt og ondt.”

Hvornår: 20. februar 2019 kl. 19
Hvor: Stiftsmuseet, Banegårdspladsen 11, 4930 Maribo
Pris: voksne 60 kr., børn u/18 år: gratis

Der er plads til max. 30 personer til foredraget. Billetter kan købes i indgangen, på Billetto og i turistinformationerne i Nykøbing og Maribo.

 

Du kan læse meget mere om det spændende foredrag her

 

Køb billet

Vinterferie på museet

I uge 7 er der aktiviteter for børn i alle aldre i Nykøbing og Maribo.

I Nykøbing kan man løse gåden om den forsvundne mand eller komme på en spændende omvisning i Museum Obscurum med alt, hvad man kan forlange af mystik og spænding.

I Maribo er der mulighed for at komme helt tæt på Valdemar den Store, før han blev stor i museets nye udstilling Lille Valdemars eventyr.

 

Se mere om de forskellige aktiviteter i museets kalender

Udstilling i Vordingborg

Kom og se fund fra udgravningerne ved Rødbyhavn på Vordingborg Bibliotek.

 

Vejdirektoratet, Femern A/S og Banedanmark åbner en ny udstilling på Vordingborg Bibliotek. Udstillingen har fokus på de store anlægsarbejder på Storstrømsbroen, Ringsted-Femern Banen og Femern Bælt-forbindelsen.

 

I udstillingen vil man kunne se genstande fundet i forbindelse med byggerierne. De er venligst udlånt af Museum Lolland-Falster og Vikingeskibsmuseet.

 

Udstillingen åbner 31. januar 2019 kl. 16-18. Derefter fortsætter den frem til 17. april 2019.

Samdriftsaftaler

Glæd dig til i de kommende nyhedsbreve at høre mere om:


Fastelavnsarrangement på Frilandsmuseet 3. marts

Foredrag om Femernprojektet 12. marts

 

Museum Lolland-Falster
Frisegade 40, 4800 Nykøbing Falster

Vi håndterer dine personlige oplysninger i overensstemmelse med vores politik til beskyttelse af personlige oplysninger.

Hvis du ikke længere har lyst til at modtage museets nyhedsbrev, kan du bruge knappen "Afmeld" i bunden af dette nyhedsbrev.  

Tlf.: 54 84 44 00
Mail: post@museumlollandfalster.dk

Telefontid:
Tirsdag - torsdag: 10-14
Fredag: 10-13

Afmeld