Logo

Pressemeddelelse 30. april 2015

En spændende særudstillingssæson står for døren på Reventlow-Museet Pederstrup

To særudstillinger på Reventlowmuseet i 2015

Som traditionen byder, er der pt. hektisk aktivitet på Reventlow-Museet Pederstrup forud for åbningen af årets særudstillinger på museet og i parken. I året, hvor museet på Vestlolland kan fejre sit 75. år, bliver publikum både budt på sanselige oplevelser udenfor og på den fascinerende fortælling om herregårdenes oprindelse i de smukke historiske rammer indendørs.

Fredag d. 15. maj åbner museets to udstillinger - skulpturprojektet FLYGTIGHED i Reventlowparken, arrangeret i samarbejde med FLETVAERKET, og særudstillingen Fra borg til herregård på museet. De to udstillinger kan opleves af publikum fra lørdag d. 16. maj og frem til september. Imens udstillingen indenfor går i dybden med Pederstrups tidligste bygningshistorie og den spændende fortælling om overgangen fra befæstede borge til præsentable herregårde, udforsker skulpturprojektet FLYGTIGHED i Reventlowparken grundidéen bag den romantiske haves opståen.

Det er tredje år i træk, museet danner rammen om et anderledes og udfordrende skulpturprojekt arrangeret af Fletvaerket, og i år har udstillingen sprængt parkens vante rammer. Det er nemlig ikke kun i Reventlowparken, at FLYGTIGHED kan opleves, men også i den romantiske have på Liselund på Østmøn. Begge haver blev an- og omlagt i det sene 1700-tal ud fra et ønske om at skabe flygtige stunder for herskaberne, hvor hverdagens jag og stress for et øjeblik blev erstattet af ro og fordybelse. Denne tanke vil årets udstillinger i de to haver udforske og aktualisere i skulpturer og aktiviteter. De ti værker i hver af de to haver bliver skabt af en række kunstnere fra ind- og udland i begyndelsen af maj.

Under Den Europæiske Ungdomsuge vil der i forbindelse med udførelsen af værkerne blive afholdt et stomparrangement i Reventlowparken mandag d. 4. maj. Samme dag vil der være en artisttalk. For yderligere information se museets hjemmeside: www.museumlollandfalster.dk

Gennem sommeren vil der løbende finde en række aktiviteter sted i tilknytning til skulpturprojektet og særudstillingen Fra borg til herregård - fra artisttalk over workshops til åbne udgravninger.

De to udstillinger åbnes af formanden for Fritids- og Kulturudvalget i Lolland kommune, Heino Knudsen, ved et lukket arrangement fredag d. 15. maj - pressen er velkommen til at deltage. Fra lørdag d. 16. maj er der adgang til udstillingerne for publikum, der igen i år kan se frem til en sæson med nye oplevelser og spændende udstillinger.

Hvor: Reventlow-Museet Pederstrup, Pederstrupvej 124, 4943 Torrig L
Hvornår: Udstillingen FLYGTIGHED i Reventlowparken og på Liselund er åben fra 16. maj til 15. september.
Udstillingen Fra borg til herregård på Reventlow-Museet Pederstrup er åben fra 16. maj til 30. september.
Pris: Voksne 50 kr. børn under 18 år er gratis

Åbningstider for Reventlow-Museet:
1.-31. maj: lørdag og søndag 11-16,
1. juni-31. august: tirsdag til søndag 11-16,
1.-30. september: lørdag og søndag 11-16

Pressebilleder

PM_0430_rmp -aabning _ill

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Museum Lolland-Falster
Frisegade 40, 4800 Nykøbing Falster

Tlf.: 54 84 44 00
Mail: post@museumlollandfalster.dk

Telefontid:
Tirsdag - torsdag: 10-14
Fredag: 10-13

Afmeld