Logo

Pressemeddelelse 24. august 2015

Der er en helt speciel hyggelig stemning over Museum Lolland-Falsters kulturhistoriske ture for motorcyklister. Foto: Else Glerup

Motorcykeltur med sprængstof - Museum Lolland-Falsters kulturhistoriske mc-tur har i år 2. verdenskrig som tema

Søndag d. 13. september 2015 er det igen tid for den årlige kulturhistoriske motorcykeltur, som Museum Lolland-Falster med stor succes har arrangeret gennem 12 år. I år er temaet 2. verdenskrig, som man oplevede den på Lolland-Falster.

Turen, der hvert år samler ca. 150 motorcyklister, begynder i år på parkeringspladsen på Gedser Odde.  Her vil der fra kl. 9.30 - inden turens start kl. 11 - som optakt til turen være mulighed for at se Marinestationen og den udstilling, der fortæller om soldaternes hverdag, her under den kolde krig. Opbygningen af Marinestationen på resterne af tyskernes kanonstillinger på Gedser Odde var en følge af det jerntæppe, der lagde sig over Europa i årene efter krigen. Her overvågede det danske militær al den trafik, der gik gennem Østersøen. Marinestationen ligger for enden af Gedser Fyrvej i Gedser.

Fra Gedser går turen nordpå med yderligere fire stop, hvor der fortælles om den spionage, som de lokale foretog mod tyskerne, om modstandsbevægelsens våbenopsamlinger og sabotageaktioner, om den lille private modstand, om jødernes flugt og den massive strøm af tyske flygtninge, der kom til øerne i det sidste krigsår og endelig også om retsopgøret efter krigen. Turen slutter på Stubbekøbing Havn.

"2. verdenskrig på Lolland-Falster var på mange måder en langt mere rolig periode end i resten af landet. Det var som om, at tyskerne blot betragtede øerne som et brohoved til Sjælland, og derfor var der ikke udstationeret store tyske styrker på Lolland-Falster.  Men når man går kilderne igennem, kan man læse, at vi havde vores egen specielle rolle at spille i modstanden mod besættelsesmagten," fortæller Anne Elmer, kultur- og naturvejleder på Museum Lolland-Falster, som glæder sig til motorcykelturen i september.

"Der plejer altid at være en fantastisk hyggelig stemning på turene, og det er da en helt speciel oplevelse at køre så mange motorcyklister sammen ud i landskabet. Vi gør os derfor også megen umage med at finde de små krogede biveje, der giver mulighed for gode køreoplevelser, og som samtidig præsenterer nye sider af det lolland-falsterske landskab," afslutter Anne Elmer.

Turen, der starter kl. 11.00, er ca. 80 km lang med en marchhastighed på ca. 70 km/t.  Undervejs på turen vil der være en lidt længere pause, hvor den medbragte mad og drikke kan indtages, og der er mulighed for at få sig en god snak om motorcyklerne.

For nærmere information kontakt kultur- og naturformidler Anne Elmer på ae@museumlollandfalster.dk eller 51 21 25 13.

Hvor:Parkeringspladsen for enden af Gedser Fyrvej, 4874 Gedser

Pris:75 kr. for voksne, børn under 18 år gratis

Hvornår: søndag d. 13. september 2015 kl. 11. Ankomst fra kl. 9.30

 

Pressebilleder:

PM_0824_mctur _1_ill

PM_0824_mctur _2_ill

Der er en helt speciel hyggelig stemning over Museum Lolland-Falsters kulturhistoriske ture for motorcyklister. (OBS: Alle fotos: Foto Else Glerup)

 

 

 

 

 

Museum Lolland-Falster
Frisegade 40, 4800 Nykøbing Falster

Tlf.: 54 84 44 00
Mail: post@museumlollandfalster.dk

Telefontid:
Tirsdag - torsdag: 10-14
Fredag: 10-13

Afmeld