Logo

Pressemeddelelse 1. september 2015

For at fuldende stemningen er der i aftenens anledning tændt levende lys i Thorvaldsensalens lysekrone. Foto: Museum Lolland-Falster

Så flygtigt et øjeblik – afslutningsarrangement for skulpturprojektet FLYGTIGHED

I skumringen på den sidste aften for skulpturprojektet FLYGTIGHED vil lyden fra museets cembalo fylde Reventlow-Museet med musik, efter at skulpturprojektets kurator Jette Mellgren for sidste gang har vist rundt i udstillingen FLYGTIGHED i Reventlowparken. I tråd med romantikkens selskabsliv vil aftenen byde på samvær, sanselighed og smukke toner, når afslutningsarrangementet sætter et værdigt punktum for årets skulpturprojekt.

Mens mørket falder på, og efteråret gør sin entré, indbydes publikum tirsdag d. 15. september 2015 kl. 19.00 til afslutningsarrangement for skulpturprojektet FLYGTIGHED i Reventlowparken og på Reventlow-Museet. Aftenen indledes med en guidet tur rundt i parken, hvor projektets kurator, Jette Mellgren, for sidste gang sætter ord på værkerne, der fortolker romantikkens natursyn og havekunst i en nutidig optik. Drømmen om et liv i pagt med naturen fik det sene 1700-tals statsmænd som C.D.F. Reventlow til at anlægge romantiske haver ved deres herregårde. Her kunne de i flygtige øjeblikke søge tilflugt fra hverdagens stress for at fordybe sig i følelser, socialt samvær og store tanker. Alt sammen inspireret af den omgivende natur. Udstillingens værker fortolker og kommenterer på forskellig vis denne historiske brug af naturen med perspektiver til den moderne tilværelses behov for ro og nærvær.

Efter turen rundt i parken vil cembalobygger og museumsinspektør ved Museum Lolland-Falster, Erik Kristiansen, berette om museets enestående cembalo fra 1770 samt give smagsprøver på periodens følsomme musik. Det var nemlig ikke kun naturen, der kunne fremkalde følelser og bidrage til romantikkens sensibilitet. Også musikken var en vej til at fremkalde den rette stemning.

Imens tonerne fra cembaloet fylder Thorvaldsensalen med musik, sænker mørket sig for sidste gang over udstillingens værker uden for museets vinduer. Lige så hurtigt som det begyndte - lige så hurtigt er det slut! Et flygtigt øjeblik, hvor skulpturprojektet FLYGTIGHED satte fokus på romantikken og periodens natursyn i haven ved Liselund på Møn og i Reventlowparken på Vestlolland.

Skulpturprojektet FLYGTIGHED er støttet med midler fra Kulturstyrelsens Folkeoplysningspulje, Lolland Kommune, Vordingborg Kommune, Realdania - Fremtidens Herregård, Toyota Fonden, Reventlowparkens Støttekreds, Vestlollands Turistforening, Henry og Edith Pedersens Familiefond, Møns Klint Resort, Guldborgsund Kommune, Guldborgsund Kulturturismepuljen og Arne Hansen Entreprise APS.

Hvornår: tirsdag d. 15. september kl. 19
Hvor: trappen til Reventlow-Museet Pederstrup, Pederstrupvej 124, 4943 Torrig L
Pris: Gratis
Tilmelding: Til museumsinspektør Jesper Munk Andersen på T 25 59 34 57 M jma@museumlollandfalster.dk senest 14. september. Begrænset antal pladser.

 

Pressebilleder:

PM_0901_rmp -afslutning _ill

For at fuldende stemningen er der i aftenens anledning tændt levende lys i Thorvaldsensalens lysekrone. Foto: Museum Lolland-Falster

 

 

 

 

 

Museum Lolland-Falster
Frisegade 40, 4800 Nykøbing Falster

Tlf.: 54 84 44 00
Mail: post@museumlollandfalster.dk

Telefontid:
Tirsdag - torsdag: 10-14
Fredag: 10-13

Afmeld