Logo

Pressemeddelelse 19. oktober 2015

Den 29. oktober 2015 er det 125 år siden, den store, markante bygning på Banegårdspladsen i Maribo, Stiftsmuseet, åbnede som museumsbygning

Stiftsmuseet fejrer 125 års fødselsdag

Den 13. august 1879 vedtog Maribo Kommune at modtage Kaptajn Lauritz Schrøders samling af 400 stk. oldsager og antikviteter: "forskjellige smukke Stensager, som Flækker, Kiler, Øxer, hulmejsler, Hamre, Smalmejsler, Pilespidser og Spyd… et Gudebilled af sten, et Drikkekar, flere perlebånd..." Samlingen rummede også genstande dateret til middelalderen og nyere ting som for eksempel genstande, der havde tilhørt byens håndværkerlaug. Overdragelsen blev begyndelsen til det byens første museum, som blev indrettet i rådhuset på Torvet.

Slutningen af 1800-tallet var præget af en interesse for at bevare og udstille fortiden i museer, og rundt om i landet skød både historiske og kunstmuseer op. Og i årene efter oprettelsen af museet på rådhuset dukkede tanken om at bygge en egentlig museumsbygning op. En komite blev dannet, pengene blev skaffet, og den 29. oktober 1890 kunne byen indvie den store, flotte museumsbygning på Banegårdspladsen. Lolland-Falsters Stiftsmuseum havde nu fået til huse i en af de få bygninger i landet, der var bygget til formålet, - at huse et museum.

Torsdag d. 29. oktober kl. 19 fejrer Museum Lolland-Falster bygningens 125 års fødselsdag. Det sker ved et foredrag ved kultur- og naturvejleder Anne Elmer, der også vil byde på et lille glas i dagens anledning - og der er gratis adgang.

Hvor: Stiftsmuseet, Banegårdspladsen 11, 4930 Maribo
Hvornår: torsdag d. 29. oktober 2015 kl. 19
Pris: Gratis adgang
          

Pressebillede:

PM_151019_schroeder

Købmand Lauritz Schrøder, Stiftsmuseets grundlægger. Schrøders store samling udgjorde basis for udstillingerne i det nye Lolland-Falsters Stiftsmuseum, da det åbnede i 189o.

 

Museum Lolland-Falster
Frisegade 40, 4800 Nykøbing Falster

Tlf.: 54 84 44 00
Mail: post@museumlollandfalster.dk

Telefontid:
Tirsdag - torsdag: 10-14
Fredag: 10-13

Afmeld