Logo

Pressemeddelelse 17. marts 2016

Mariteket byder på endnu en event i museets bygning på Banegårdspladsen, der i to uger vil myldre med aktiviteter og tilbud for børn og unge.

Mariteket byder indenfor med stor forårsevent for unge i Maribo

Under navnet Mariteket co-creator 2016 slår ABMprojektet dørene op for børn og unge i Maribo. Maritekets events tager udgangspunkt i visionen om et ABMhus for alle byens borgere og prøver gennem forskellige åbenthus arrangementer at få ny viden om de kommende grupper af brugere. Tidligere har pendlerne og børn i aldersgruppen 0-10 år været i fokus.
I foråret er det Maribos unge, man går i dialog med, og derfor har projektet allieret sig med forskellige ungeinstitutioner og grupper af unge, som har projekter i gang. Fra tirsdag d. 29. marts til fredag d. 8. april slår Stiftsmuseet på Banegårdspladsen i Maribo dørene op for et væld af ungeaktiviteter. Men alle er velkomne, og som altid er der gratis adgang. Så kom og vær med. Det gælder, hvad enten man er ung, føler sig ung eller bare vil være i godt selskab.

Bygningen på Banegårdspladsen fyldes med både musik, film og historie, og museets udstillingsrum får helt nye toner, når Lolland Musikskole flytter ind med musiktimer i både klaver og sang. Derudover tilbyder elever fra skolen, at andre unge kan komme ind fra gaden og prøve deres musikalske nysgerrighed af. Så går du rundt og tænker, om det kunne være noget for dig at lære at spille guitar, så kig fx ind til workshoppen Guitar for Dummies.

Lolland Ungdomsskoles juniorklub skal være med til at skabe en spændende udstilling om deres egen hverdag i udstillingen Obsessed With Everyday Things – Min hverdagsting. I løbet af de to uger bygger de særudstillingen op sammen med museet, og den åbnes med en fernisering i april. Udstillingen kan bagefter ses frem til 1. juni.

Derudover byder de to uger på luksusventesal for unge med slappe-af-rum med musik og tidskrifter for unge, fortælleaften, dialogmøder samt et væld af andre spændende aktiviteter, som foregår både ude og inde. Kig forbi, når du alligevel venter på bussen og toget og tjek programmet, som fortæller om dagens og ugens tilbud.

Mariteket co-creator for unge holder åbent på hverdage fra kl. 15-21 og lørdag kl. 11-17.

Det hele sluttes af fredag d. 8. april kl. 19-22 med #GetTogether, som er en række aktiviteter specielt for unge i alderen 12-16 år. Tre kulturaktører under Kulturtjenesten, nemlig Lolland Musikskole, LollandBibliotekerne og Museum Lolland Falster, byder indenfor i Mariteket til en hyggelig aften med bl.a. komposition af elektronisk musik, Nerf Gun battle, tegneworkshop, hårfletteworkshop og FIFA-turnering på storskærm. Dette arrangement er støttet af Kulturtjenesten.                                            

KONTAKTPERSON:

Akademisk assistent Kathrine Monsrud Ekelund, Museum Lolland-Falster
Mail: kme@museumlollandfalster.dk
Mobil: 45 52 51 31 97

Hvor: Stiftsmuseet, Banegårdspladsen 11, Maribo
Pris: gratis for alle
Hvornår:  29.03 - 08.04.16. Hverdage kl. 15-21, lørdag 8-16. Derudover holder Museum Lolland-Falster åbent for almindeligt besøg i museets åbningstider. Dem finder du her http://aabne-samlinger.dk/museumlollandfalster/alle-aabningstider/#LFS



Pressebillede:

Unge på vej ind på Stiftsmuseet

 

 

Illustration Obsessed with everyday thing

 

Museum Lolland-Falster
Frisegade 40, 4800 Nykøbing Falster

Tlf.: 54 84 44 00
Mail: post@museumlollandfalster.dk

Telefontid:
Tirsdag - torsdag: 10-14
Fredag: 10-13

Afmeld