Pressemeddelelse 4. maj 2016

Traditionen tro står Frilandsmuseet i dampens tegn, når vi fylder museet med store og små dampmaskiner til årets damptræf ’Fra Damp til Diesel’. I weekenden d. 21. og 22. maj 2016 er der mulighed for at opleve alt fra tonstunge dampmaskiner til mini togbane, kanonaffyring, og meget andet.

Fra Damp til Diesel på Frilandsmuseet i Maribo

Igen i år fyldes Frilandsmuseet i Maribo med store og små maskiner, når det traditionsrige damptræf finder sted

I weekenden d. 21. og 22. maj 2016 bliver der igen fyret op under kedlerne på Frilandsmuseet, når store og små maskiner fra ind- og udland samles til damptræf i Maribo.

Igen i år er det lykkedes at samle en bred vifte af passionerede udstillere, der henover weekenden vil fortælle om og demonstrere deres maskiner. Der er blandt andet mulighed for at opleve: Engestofte med en af sine store traktorer, Damptromleklubben, Veteran Traktorens Venner, Veterantraktorer, Eskilstrup Traktormuseum, Lollands Brandvæsen, Brandmuseet i Nakskov, Brandmuseet i Nykøbing F., Lolland Falsters Veteranbilklub, stationære motorer, lirekassemusik, Frilandsmuseets lokomobil og Nysted savværks dampmaskine, kanoner, dampbåde på søen, modeldampmaskiner, modeldampbåde i bassin, modelflyvemaskiner, Sydsjællands Kulsviere, Vindeby mølle med tærskeværk og store dampmaskiner fra ind- og udland.

”Det er en fornøjelse, at vi endnu engang har formået at samle udstillere fra hele landet og ikke mindst, at det er lykkedes at få nogle af de engelske udstillere med igen. Kombinationen af de mange maskiner er med til give publikum et hav af oplevelser, når de bevæger sig rundt på området”, fortæller Anne-Lotte Sjørup Mathiesen, formidlingsinspektør ved Museum Lolland-Falster.

Arrangementet Fra Damp til Diesel har siden 2008 fundet sted på Frilandsmuseet i Maribo, og gennem årene har vi fået samlet et stort antal faste udstillere. Der kommer dog stadig flere nye til, og arrangementet er vokser således støt. Museet er dog altid interesseret i at få flere udstillere med.

”Skulle der være nogen derude, som har en damp- eller diesel maskine, stor eller lille, som godt kunne tænke sig at udstille på damptræffet, er de velkomne til at kontakte mig, så finder vi ud af, hvad mulighederne er”, afslutter Anne-Lotte Sjørup Mathiesen.

Der er mulighed for at købe mad og drikke ved arrangementet, men man er naturligvis også velkommen til at medbringe sin egen. Vi anbefaler påklædning, der kan tåle eventuelt sodnedfald, da de gamle dampmaskiner ikke er bygget med nogen form for partikelfilter.

For nærmere oplysninger kontakt Anne-Lotte Sjørup Mathiesen, formidlingsinspektør ved Museum Lolland-Falster på asm@museumlollandfalster.dk eller 25593456.  

Hvornår: 21. og 22. maj 2016 kl. 10-16
Hvor
: Frilandsmuseet, Meinckesvej 5, 4930 Maribo
Pris: Voksen 1 dag 75 kr., 2 dage 100 kr. Børn 0-11 år gratis, 12 år til og med 17 år 20 kr., 2 dage 30 kr.


Pressebilleder:

Sentinal damptrækker fra 1924

Sentinal damptrækker fra 1924

Dampmaskine Endeavour

Dampmaskine Endeavour

Plakat for Damptræf 2016

Museum Lolland-Falster
Frisegade 40, 4800 Nykøbing Falster

Tlf.: 54 84 44 00
Mail: post@museumlollandfalster.dk

Telefontid:
Tirsdag - torsdag: 10-14
Fredag: 10-13

Afmeld