Pressemeddelelse 1. juni 2016

I anledningen af den nationale mølledag lukker Frilandsmuseet i Maribo op i den gamle stubmølle og inviterer indenfor til en dag i møllens tegn.

Mølledag på Frilandsmuseet i Maribo

I anledningen af den nationale mølledag lukker museet op i den gamle stubmølle og inviterer indenfor til en dag i møllens tegn

Tredje søndag i juni er det Dansk Mølledag, og i år er Frilandsmuseet i Maribo med. Vi slår dørene op og inviterer indenfor til en dag, hvor museets mere end 400årige stubmølle er omdrejningspunktet. Der vil være adgang til møllen, og er vind og vejr med os, vil møllen ligeledes køre.  

”Vi glæder os til at vise stubmøllen fra Fejø frem på Mølledagen. Det er jo en helt fantastisk konstruktion, og sikke et maskineri, der går i gang, når møllen startes. Vi håber naturligvis, at der er vind til at starte den, men ellers har en af museets medarbejdere bygget en tro kopi i 1:15, hvor man kan se, hvordan en stubmølle kører og fungerer, og så har vi ligeledes allieret os med en hollandsk møllebygger, der kan fortælle om arbejdet med møller og deres funktion. Vi fortæller naturligvis også mere om møllens betydning i landbruget, og hvordan den var med til at effektivisere produktionen af mel”, fortæller Anne-Lotte Sjørup Mathiesen, formidlingsinspektør ved Museum Lolland-Falster.

Stubmøllen kom til museet i 1925. Den blev i 2009-2011 restaureret og blev i den forbindelse dendrokronologisk dateret (træringsdatering). Dateringen viste, at stubben stammer fra 1594, hvilket gør den til den ene af Danmarks to ældste møller. Men udover muligheden for at besøge en af landets to ældste stubmøller er der også andre aktiviteter på Mølledagen. Blandt andet kommer Marc Pabst fra Rådhuscafeen i Maribo og fortæller om sit arbejde med historiske melsorter, alt imens han fyrer op i brændekomfuret, hvor han vil bage brød. Derudover er der mulighed for at prøve at grutte korn til mel på helt gammeldags vis og høre om, hvordan landbrugssamfundet kom til Danmark, betydningen heraf samt de forskellige funktioner, det har haft gennem historien.  

Hvor: Frilandsmuseet, Meinckesvej 5, 4930 Maribo
Hvornår: 19. juni 2016, 11-15. Museet holder åbent fra 10-16
Pris: voksne 60 kr., børn u/18 år 10 kr.

 

Pressebillede:

Stubmøllen fra Fejø

Stubmøllen fra Fejø

Museum Lolland-Falster
Frisegade 40, 4800 Nykøbing Falster

Tlf.: 54 84 44 00
Mail: [email protected]

Telefontid:
Tirsdag - torsdag: 10-14
Fredag: 10-13

Afmeld