Pressemeddelelse 5. juli 2016

Torsdag d. 21. juli fejres Reventlow-Museet Pederstrups 76 års fødselsdag med guidede ture i park og hovedbygning samt kaffe og lagkage i caféen.

Flag, flødeskumslagkage og fortællinger på Reventlow-Museet

Torsdag d. 21. juli 2016 glider Dannebrog til tops i Reventlow-Museets flagstang, når 76. året for museets åbning fejres med omvisninger i særudstillingen En kongelig Visit i hovedbygningens stuer, rundvisning i oplevelsesruten Tur i Tiden i Reventlowparken og salg af kaffe og hjemmelavet lagkage i museets hyggelige café.

Igennem de seneste mange år har det været fast tradition at markere Reventlow-Museet Pederstrups fødselsdag med gode fortællinger, flødeskumslagkage og Dannebrog vajende fra flagstangens top. ”Og i år er ingen undtagelse”, fortæller Jesper Munk Andersen, museumsinspektør ved Museum Lolland-Falster, der på fødselsdagen har æren af at vise rundt i særudstillingen. ”Vi er rigtig glade for i år igen at kunne byde ind til en hyggelig og festlig dag på museet, i parken og ikke mindst i caféen, som i dagens anledning holder åbent. Her vil gæsterne kunne nyde en kop velbrygget kaffe og sætte tænderne i husjomfruens hjemmelavede lagkage, mens der tages et tiltrængt hvil ovenpå de mange forskellige formidlingstilbud, som vi den dag udbyder”. Det være sig en guidet tur rundt i særudstillingen En kongelig Visit, hvor historien om Christian VIII og dronning Caroline Amalies kongebesøg i 1843 foldes ud krydret med gode fortællinger fra årets kongelige besøg på Lolland. Eller det være sig på en rundvisning ved kurator Jette Mellgren i oplevelsesruten Tur i Tiden i parken, hvor fortællinger fra Pederstrups århundredelange historie bliver fortalt på legende og sanselige måder for børn og voksne.

Alle ture har start ved museets hovedtrappe, og mens rundturen i parken kl. 14 er gratis, skal der løses billet i skranken, før de kongelige oplevelser indenfor kl. 13 og kl. 15 bliver fortalt.

Caféen kan besøges hele dagen i museets åbningstid – eller i hvert fald så længe husjomfruen har bagt lagkage til. ”Vi håber selvfølgelig på, at rigtig mange har lyst til at kigge forbi museet på fødselsdagen og dermed være med til at festligholde den”, afslutter Jesper Munk Andersen, der glæder sig til igen i år at kunne festligholde Reventlow-Museet Pederstrups fødselsdag med flag, flødeskum og gode fortællinger.  

Hvornår:  torsdag d. 21. juli 2016 kl. 11-16. Omvisning i særudstillingen kl. 13 og kl. 15, rundvisning i oplevelsesruten kl. 14. Hele dagen salg af kaffe og lagkage i caféen.
Mødested: Reventlow-Museet Pederstrup, Pederstrupvej 124, 4943 Torrig L
Pris: omvisningerne i særudstillingen er gratis, når entréen er betalt. Voksne 50 kr., børn u/ 18 år gratis. Rundvisning i parken gratis. Kaffe og fødselsdagslagkage i caféen 25 kr.

Pressebilleder:

Caféen på Reventlow-Museet Pederstrup

Gæster på Museets hovedtrappe

 

Museum Lolland-Falster
Frisegade 40, 4800 Nykøbing Falster

Tlf.: 54 84 44 00
Mail: post@museumlollandfalster.dk

Telefontid:
Tirsdag - torsdag: 10-14
Fredag: 10-13

Afmeld