Pressemeddelelse 9. august 2016

Tre aftner hen over sommeren åbnes dørene til Reventlow-Museet Pederstrup, når museet indbyder til historiske salonaftner i tilknytning til årets særudstilling En kongelig Visit.

Sladder og Politik – Historisk salonaften på Reventlow-Museet Pederstrup

Tre aftner hen over sommeren åbnes dørene til Reventlow-Museet Pederstrup, når museet indbyder til historiske salonaftner i tilknytning til årets særudstilling En kongelig Visit.

Torsdag d. 25. august 2016 kl. 19 slår Reventlow-Museet Pederstrup dørene op for den sidste af i alt tre historiske salonaftner, der hen over sommeren sætter fokus på Christian VIII og dronning Caroline Amalies besøg på Lolland-Falster i 1843. ”Mens de tidligere saloner har fokuseret på meningsudveksling og kunstnerisk dannelse, så har den sidste salon et noget andet omdrejningspunkt” beretter den ene af aftenens to salonværter, Jesper Munk Andersen, museumsinspektør ved Museum Lolland-Falster. ”Vi skal nemlig dykke ned i sladderen dengang og nu – ikke blot for at blive opdateret på, hvad der for tiden fortælles – men for at blive klogere på, hvorfor vi sladrer, og hvad sladder kan bruges og har været brugt til”.

Sladder har til alle tider verseret og været med til at knytte bånd og skabe fortrolighed. Under Christian VIII og dronning Caroline Amalies besøg på Lolland-Falster i 1843 blev der sladret – lige så meget som i dag, når de kongelige kommer på visit” kan Jesper Munk Andersen fortælle. ”Og det er helt tydeligt, at for 173 år siden handlede sladderen ikke blot om at blive underholdt. Vi er så heldige at have overleveret flere sladderfortællinger fra kongebesøget dengang, der viser, at sladderen i 1843 spillede en stor politisk rolle, og den blev drejet, fordrejet og fortalt dybere for at få de rette pointer frem”.

Aftenens salon vil ikke blot sætte den historiske sladder under lup, men vil også forsøge at afdække, om vore dags sladder er andet og mere end blot fyld på de kulørte blades glittede sider og samtaleemner under frisørsalonens tørrehjelm. Hvorfor er det, at vi alle ved et eller andet om de kongelige og statsministeren, og hvorfor er det, at vi synes, det er sjovt at videregive den fortrolige information? ”Vi skal ikke blot sladre i den sidste salon – vi skal forsøge at komme om bag ved sladderen og undersøge, om forholdene i 1843 skiller sig mærkbart ud fra nutidens virkelighed” afslutter museumsformidler ved Museum Lolland-Falster Anne Elmer, der udgør den anden halvdel af værtsparret på aftenen. ”Og når sladderen rigtig skal frem, så kræver det ikke blot fortrolige medlyttere, men også en god kop kaffe og hjemmebagt kage, hvilket selvfølgelig også er et væsentligt element i den sidste salon!”.

Salonen vil finde sted på museet, hvor der i aftenens anledning vil være tændt lys i lysekronerne. På ægte salonmaner bliver der undervejs serveret kaffe/te og kage, leveret af museets café, ligesom der vil være mulighed for at se årets særudstilling En kongelig Visit.

Der er begrænset antal billetter til aftenen. Tilmelding til museumsinspektør Jesper Munk Andersen tlf. 25 59 34 57/ mail [email protected].

Hvor: Reventlow-Museet Pederstrup, Pederstrupvej 124, 4943 Torrig L
Hvornår: torsdag d. 25. august kl. 19 - ca. 20.30
Pris: 80 kr. inkl. entré, kaffe/te og kage. Begrænset antal billetter.

--*--*--*--*--*--*--*--*--*--*--

Pressebillede:

Blik gennem Pederstrups saloner

 

Museum Lolland-Falster
Frisegade 40, 4800 Nykøbing Falster

Tlf.: 54 84 44 00
Mail: [email protected]

Telefontid:
Tirsdag - torsdag: 10-14
Fredag: 10-13

Afmeld