Pressemeddelelse 30. august 2016

Torsdag den 15. september 2016 kl. 19 er der omvisning i Stiftsmuseets særudstilling, KORS! Museumsinspektør Erik Kristiansen fortæller om krucifikser i middelalderen og nu, set gennem udstillingen af Stig Weyes malerier.

Aftentur i særudstillingen KORS!

Torsdag den 15. september 2016 er der omvisning i Stiftsmuseets store særudstilling, KORS! Kom med og hør om Stig Weyes billedunivers, og hvordan museets samling af krucifikser fra middelalderen har inspireret ham.

Udstillingen KORS består af to dele: en udstilling af middelalderens kirkeindretning og en udstilling af kunstner Stig Weyes nutidige fortolkninger af kors, krucifiks og frelseshistorie. Udstillingen stiller spørgsmålet: Hvad var krucifikset for middelaldermennesket - set gennem museets samling af korbuekrucifikser, og hvad er korset for os i dag - set gennem Stig Weyes billeder?

Erik Kristiansen, museumsinspektør ved Museum Lolland-Falster og kurator på udstillingen, går en tur mellem middelalderens store krucifikser og fortæller om krucifiksets opståen og middelalderens forskellige måder at afbilde korsfæstelsen af Jesus på. På baggrund af dette bliver Stig Weyes billeder sat i spil.

”Det er et spændende møde, da Stig Weyes billeder både rummer en del renæssance- og middelaldersymbolik, men samtidig kan forstås som kritiske overfor det samfund, vi lever i, og den måde, vi vælger at leve i det på. Således rummer hans billeder en slags forlængelse af middelalderen, mens de samtidig er et opgør med nutidens postmoderne og fragmenterede verdensbillede”, fortæller Erik Kristiansen.

En del af udstillingen er helliget Stig Weyes udsmykning af Grindsted kirke. Museet har samlet alle forarbejderne til udsmykningen, og det er derfor muligt at se Stig Weyes bud på en moderne kristen fortælling til en kirke. Her er der mulighed for at sammenligne dette med vores udstilling af middelalderkirkens indretning og den fortælling, denne udsmykning var ment til at formidle.

Rundvisningen varer ca. en time, og der er rig lejlighed til at diskutere undervejs.

Hvor: Stiftsmuseet, Banegårdspladsen 11, 4930 Maribo
Hvornår: 15. september kl. 19
Pris: voksne 60 kr., børn u/18 år gratis          

--*--*--*--*--*--*--*--*--*--*--

Pressebilleder:

Et kig ind i udstillingen KORS!

 

Museum Lolland-Falster
Frisegade 40, 4800 Nykøbing Falster

Tlf.: 54 84 44 00
Mail: post@museumlollandfalster.dk

Telefontid:
Tirsdag - torsdag: 10-14
Fredag: 10-13

Afmeld