Pressemeddelelse 8. december 2016

En detektorfører på Lolland har gjort et usædvanligt fund. En 1500 år gammel guldskat med et sjældent fund af en guldbrakteat er gjort ved Magletving på Lolland. Det er muligt at se guldskatten på Stiftsmuseet i Maribo fra d. 9.-20. december 2016 i museets åbningstid, torsdag-lørdag fra 11-16.

Sjælden Odin-amulet fundet på Lolland

En detektorfører på Lolland har gjort et usædvanligt fund: en 1500 år gammel guldskat med et sjældent fund af en guldbrakteat

Det syner ikke af meget, men et nyt guldfund vækker opsigt blandt arkæologerne på Museum Lolland-Falster. Der er tale om en såkaldt guldbrakteat, som for nyligt er fundet ved Magletving på det nordvestlige Lolland af den lokale detektorfører Carsten Helm og sønnerne Lauritz og Lukas på henholdsvis 10 og 12 år. En brakteat er en lille, rund og tynd guldskive med en dekoreret forside, der er indrammet af en perlet guldtråd og forsynet med en øsken, så man har kunnet bære den i en snor eller kæde om halsen.

Guldbrakteaten fra Magletving er dekoreret med et billede af et stort mandsansigt, der svæver over en hest. Motivet er kendt fra en lang række andre brakteater og formodes at være Odin, gudernes konge. Formodningen er baseret på andre fund af denne type brakteat, hvor der ud over motivet ligeledes er en runeindskrift med ordene ”Den Høje” – ét af Odins kaldenavne, der er kendt fra vikingetiden.

”Det er et rigtig spændende fund,” fortæller Marie Brinch, museumsinspektør ved Museum Lolland-Falster ”Selvom det er en kendt type, er det et sjældent og spændende fund – der er i tidens løb kun fundet tre på Lolland, den seneste i 1906 – og fra hele Nordeuropa har man kun kendskab til omkring 1000 stykker, hvoraf de fleste er fra Danmark og Norden.”

Det, som gør guldbrakteaterne særligt spændende, er, at de udgør de tidligste afbildninger af nordisk religion, asatroen. ”Man mener, at motivet – som det ses på brakteaten fra Magletving – henviser til Odin som shaman,” fortæller Marie Brinch.
Shamanisme er en urgammel religiøs praksis, og centralt heri er sjælerejsen, hvor man gennem en ekstase skaber kontakt med åndernes verden. Til dette benyttede shamanen sig af hjælpeånder, der kunne beskytte ham eller hende. Det kunne være en fugl, en fisk, en slange – eller en hest. Billedet på brakteaten skulle dermed være en gengivelse af Odins sjælerejse til en anden verden.

En anden tolkning af motivet knytter sig til Odins magiske evner som helbreder af syge heste. ”På de mest detaljerede guldbrakteater ser man Odin sammen med en hest, hvor han lægger hånden på dyrets skulder, mens hans ene fod rører ved dets ene forben. Der kendes trylleformularer fra middelalderen, som giver netop denne vejledning, hvis man har brug for at helbrede en hest. I nogle af disse nævnes det oven i købet, at det er Odin, som helbreder Balders hest og dermed redder den fra døden. I denne del af jernalderen har hesten været et kostbart og vigtigt transportmiddel, så det giver god mening, at man har søgt gudernes hjælp til at undgå, at dyret skulle få skader. Det fortæller os noget om, hvordan jernaldermenneskene forholdt sig til deres verden og deres guder, og hvordan man anvendte magi. Da brakteaterne er af guld, må de også have været ganske værdifulde – og det er muligt, at det kun var samfundets elite, der havde råd til at købe sig til den slags amulet-hjælp”, fortæller Marie Brinch.

Guldbrakteaten fra Magletving blev ikke fundet alene. Inden for et område på ca. 130 m2 blev der fundet endnu et guldvedhæng, tre afhuggede guldstykker, som formentlig stammer fra halsringe, samt en guldring. Derudover blev der fundet nogle afhuggede sølvstykker, som sandsynligvis kommer fra sølvsmykker. Det er muligt, at alle genstandene stammer fra den samme nedlæggelse – altså at en eller anden på et tidspunkt i 500-tallet har gravet alle tingene ned enten som en skat eller som et offer til guderne, men fundomstændighederne siger desværre ikke meget om årsagerne til nedlæggelsen.

Det er dog nok ikke helt tilfældigt, at guldskatten og brakteaten blev gravet ned ved Magletving engang i 500-tallet. ”Det er den periode i Danmarks oldtid, hvorfra vi har flest guldskatte – og det hænger muligvis sammen med en stor naturkatastrofe, der fandt sted i 536 e.v.t. Skriftlige kilder fra både Romerriget, Europa, Mellemøsten og endda Kina fortæller om et år, hvor solen ikke skinnede, og der var frost om sommeren. Man ved ikke præcis, hvad der er sket, men noget kunne tyde på, at et voldsomt vulkanudbrud eller et meteornedslag har kastet aske eller støv op i atmosfæren og dermed forårsaget en længere periode med nedsat sollys. En sådan begivenhed har uden tvivl gjort folk bange. Høsten er slået fejl, og hverken mennesker eller dyr har kunnet få nok at spise. I sådanne desperate tider har det været naturligt at anråbe guderne om hjælp ved at ofre, hvad ofres kunne – og jo større kostbarheder, jo bedre. At begivenheden har været traumatisk for de overlevende, kan vi måske finde spor efter i forestillingen om Ragnarok – jordens undergang. Det er en interessant tanke, at begyndelsen på Vølvens Spådom netop nævner, at solen forsvinder, og derefter følger Fimbulvinteren – tre vintre uden sommer imellem. Om guldskatten fra Magletving er udtryk for en lokal persons angst for jordens undergang, finder vi aldrig ud af, men sammenhængen mellem de to fænomener er påfaldende. Det var jo ikke bare rigdom, man ofrede, men magiske amuletter og symboler. Og måske håbede man på, at det skinnende guld kunne hjælpe med at bringe den skinnende sol tilbage?”, afslutter Marie Brinch.

Guldbrakteaten og resten af guldskatten fra Magletving kan ses på Stiftsmuseet i Maribo fra 9. december 2016. Guldskatten kan ligeledes ses i DR3s julekalender DR3 lukker op på DR-tv i afsnittet d. 8. december.

For nærmere information kontakt Marie Brinch, arkæolog ved Museum Lolland-Falster på:  52 51 30 72 eller mb@museumlollandfalster.dk.

Hvor: Stiftsmuseet Maribo, Banegårdspladsen 11, 4930 Maribo.
Pris: almindelig entré, voksne 50kr, børn u/18 år er gratis
Hvornår: 9.-20. december 2016 i Stiftsmuseets åbningstid, torsdag-lørdag fra 11-16.

--*--*--*--*--*--*--*--*--*--*--

Pressebillede:

Guldskat fra Magletving

Museum Lolland-Falster
Frisegade 40, 4800 Nykøbing Falster

Tlf.: 54 84 44 00
Mail: post@museumlollandfalster.dk

Telefontid:
Tirsdag - torsdag: 10-14
Fredag: 10-13

Afmeld