Pressemeddelelse 10. januar 2017

Museum Lolland-Falster søger frivillige, der skal fungere som museumsværter, til Reventlow-Museet Pederstrup

Brænder du for Reventlow-Museet Pederstrup?

Museum Lolland-Falsters afdeling på Reventlow-Museet Pederstrup søger frivillige til funktionen som museumsværter. Har du lyst til at være en del af et dynamisk museum med fokus på den gode oplevelse, brænder du for den lokale historie, og vil du være en del af vores frivilligteam, byder muligheden sig nu på museet på Vestlolland.

”Vi har i en lang årrække arbejdet med frivillige på museet, bl.a. i indgangen,” fortæller Jesper Munk Andersen, museumsinspektør ved Museum Lolland-Falster og fortsætter ”og takket være dem har vi ikke blot haft mulighed for at holde stedet åbent, men også tilbyde forskellige formidlingstiltag samt ikke mindst give publikum en varm og personlig velkomst til stedet. Staben af frivillige er dog med årene blevet mindre, og det er nu nødvendigt for museet at få flere kræfter til. For ikke at drive rovdrift på vores tilbageværende frivillige har vi brug for flere kræfter, så vi håber på, at der er nogle, der har lyst til at være en del af museet”.

I første omgang er det frivillige til indgangen på museet, der er udkig efter. ”Frivillige, der kan tage imod, byde velkommen og først og fremmest introducere de besøgende til stedet, fortællingen om Reventlow samt ikke mindst lokalområdet”, fortæller Jesper Munk Andersen.

Som frivillig på Reventlow-Museet Pederstrup bliver man således en del af den faste bemanding sammen med museets personale. Det er også museets faste personale, der vil lære de frivillige op og sætte dem ind i museets lange og spændende historie. ”Forhåndsviden om Reventlow, Pederstrup og landboreformerne vil selvfølgelig være dejlig,” afslutter museumsinspektøren, men skynder sig samtidig at indskyde ”men det er på ingen måde en forudsætning. Vi er primært på udkig efter folk med interessen, viljen og selvfølgelig hjertet på det rette sted – årstal, persongalleri og anden nødvendig viden skal vi nok være behjælpelig med at få på plads efterfølgende”.

Reventlow-Museet Pederstrup er åbent i sommersæsonen fra 1. maj til udgangen af september. Hvert år danner museet rammen om en spændende særudstilling og mange forskellige formidlingsaktiviteter. Det er til funktionen som museumsvært, der i første omgang søges frivillige, men skulle der være folk derude, der har interesse i at være behjælpelig i caféen eller med andre huslige gøremål på stedet, er der selvfølgelig også mulighed for det.

Museets frivillige bliver en del af museets frivilligteam og får som tak for indsatsen ikke blot årskort til alle Museum Lolland-Falsters afdelinger, men indbydes også til udstillingsåbninger og særarrangementer på museet, ligesom de får mulighed for at deltage i de årlige frivilligmøder og julefrokosten.

Skulle interessen for at være frivillig være vakt, så kontakt museumsinspektør Jesper Munk Andersen, tlf. 25 59 34 57 eller mail jma@museumlollandfalster.dk for at høre nærmere om muligheden for at blive museumsvært på Reventlow-Museet Pederstrup.

--*--*--*--*--*--*--*--*--*--*--

Pressebillede:

Pederstrups hovedbygning

Museum Lolland-Falster
Frisegade 40, 4800 Nykøbing Falster

Tlf.: 54 84 44 00
Mail: post@museumlollandfalster.dk

Telefontid:
Tirsdag - torsdag: 10-14
Fredag: 10-13

Afmeld