Pressemeddelelse 21. marts 2017

Museum Lolland-Falster lancerer Stedet fortæller danmarkshistorie søndag d. 2. april 2017 i Halskov Vænge, hvor der er mulighed for at høre det nyproducerede lyddrama, til netop denne lokalitet.

Projekt Stedet fortæller danmarkshistorie lanceres d. 2. april 2017

 

Logo Historier om Danmark

 

Oplev historien med Museum Lolland-Falster, når vi præsenterer 12 lokaliteter, hvis historie fortælles gennem lys og musik

Museum Lolland-Falster sætter i 2017 fokus på danmarkshistorien inden for projektet Historier om Danmark og som en forlængelse af Danmarks Radios nye store tv-produktion ”Historien om Danmark”. Hvor tv-udsendelserne sætter fokus på den nationale historie, har Museum Lolland-Falster valgt at fokusere på stedes betydning for historien. Med projektet Stedet fortæller danmarkshistorie knytter vi store og små begivenheder til bestemte steder på Lolland-Falster og fortæller deres historie. 

Hver dag bevæger vi os rundt, besøger og genbesøger steder, som har spillet en rolle i vores historie. Måske kender vi stedets historie – måske ikke. Med udgangspunkt i 12 udvalgte steder på Lolland-Falster, som har hver deres fortælling, sætter vi fokus på, hvad der er sket netop her – stort som småt. Stederne er spredt over hele Lolland-Falster, og tidsmæssigt spænder de fra stenalder til nutid. 

"De 12 steders fortællinger er kommet i stand gennem et samarbejde med 12 brugergrupper, forfatter Ole Clifford, komponist Pernille Sejlund, Ensemble Storstrøm og dramatiker Christian Steffensen. Museet har udvalgt stederne, men for at levendegøre fortællingerne har brugergrupperne været vigtige medspillere i udformningen. Gennem besøg på de 12 steder har museets fagpersonale og brugergrupperne diskuteret stedets historie, sat den i et moderne perspektiv og fundet nye og anderledes vinkler på den. Disse besøg har resulteret i 12 individuelle lyddramaer, der tager udgangspunkt i en given lokalitet og en historisk periode," fortæller Ulla Schaltz, museumsdirektør ved Museum Lolland-Falster.

Stedet fortæller danmarkshistorie er bogstaveligt ment; det vil sige, at de 12 lyddramaer skal høres på stedet, hvor historien fandt sted. Fra lanceringen, og hver gang DR sender et nyt afsnit af sin serie ”Historien om Danmark”, vil alle med en smartphone kunne tage ud til stederne på Lolland-Falster og høre et nyt lyddrama via en særlig app. Det vil sige, at vi offentliggør en fortælling ad gangen. For at sikre at lyddramaet kan høres på lokaliteten, følg vejledningen på www.stedetfortæller.dk.

"Fra museets side ser vi frem til at præsentere dette projekt, hvor fortællingerne flytter ud i landskabet og formidles der, hvor begivenheden fandt sted. Vi får sat spændende lokaliteter på landkortet og får fokus på, hvor meget spændende historie vi kan fortælle på hele Lolland-Falster," afslutter Ulla Schaltz.

Som en del af projektet vil Guldborgsund-bibliotekerne hver mandag, efter vist udsendelse, opstille en udstilling på Hovedbiblioteket i Nykøbing med relevant skøn- og faglitteratur, musik, film, spil og henvisning til hjemmesider, som formidler danmarkshistorien i den netop afdækkede tidsperiode. Udstillingen vil vokse i takt med, at tv-serien afdækker flere og flere perioder, for til sidst at blive én samlet danmarkshistorisk materialeudstilling. På LollandBibliotekerne vil der ligeledes være udstillinger af bøger, film og andre materialer, som følger temaet i ugens udsendelse. På Nakskov Bibliotek vil udstillingen vokse med flere temaer, efterhånden som udsendelserne skrider frem, mens Maribo Bibliotek og Rødbyhavn Bibliotek vil have løbende udstillinger med ugens aktuelle tema.

I foråret 2017 præsenterer museet de første seks fortællinger, de resterende seks præsenteres efter sommerferien. De første seks fortællinger er knyttet til følgende lokaliteter:

søndag 2.4.2017, kl. 15: Halskov Vænge - ældre og yngre stenalder

lørdag 8.4.2017, kl. 15: Svanevig - bronzealder

søndag 9.4.2017, kl. 15:  Virket Vold - jernalder

søndag 16.4.2017, kl. 15: Fribrødre å - vikingetid

søndag 23.4.2017, kl. 15: Tillitse kirke og runesten - tidlig middelalder

søndag 30.4.2017, kl. 15: Maribo klosterruin - senmiddelalder

De 2. april 2017 lanceres projektet, og første stop sker i Halskov Vænge, hvor vi dykker ned i stenalderen og stedets mange dysser og gravhøje. Her er der mulighed for at høre det nyproducerede hørespil, der er udarbejdet til netop denne lokalitet. Efter hørespillet er der en guidet tur rundt i Halskov Vænge med en formidler fra Naturstyrelsen og en arkæolog fra Museum Lolland-Falster. Turen sluttes af med en snack og noget vildtkød, stegt over bål.

Se www.stedetfortæller.dk for nærmere information om de enkelte lanceringer og faglig viden om lokaliteterne. 

Projektet et udarbejdet med støtte fra Nordea-fonden og Slots- og Kulturstyrelsen.

Hvor: Halskov Vænge, Halskovvej 1, 4871 Horbelev. Følg skiltningen til startstedet

Hvornår: søndag d. 2. april kl. 15-17

Pris: gratis

Logo Nordea-fonden

--*--*--*--*--*--*--*--*--*--*--

Pressebilleder:

Halskov Vænge

Halskov Vænge

Fribrødre Å

Fribrødre Å

Svanevig bronzealderhøje

Svanevig bronzealderhøje

Maribo klosterruin

Maribo klosterruin

Virket voldsted

Virket voldsted

 

 

Museum Lolland-Falster
Frisegade 40, 4800 Nykøbing Falster

Tlf.: 54 84 44 00
Mail: [email protected]

Telefontid:
Tirsdag - torsdag: 10-14
Fredag: 10-13

Afmeld