Pressemeddelelse 24. maj 2018

Sammen med partnere fra fire lande omkring Østersøen skal Museum Lolland-Falster udvikle turismepotentialet i herregårde og markedsføre dem på tværs af grænser. Museet får 2,6 millioner kroner af den samlede støtte på i alt 16,5 millioner kroner fra Interreg under EU. Foto: Ingrid Riis

Museum Lolland-Falster med i internationalt herregårdsprojekt

Sammen med partnere fra fire lande omkring Østersøen skal Museum Lolland-Falster udvikle turismepotentialet i herregårde og markedsføre dem på tværs af grænser. Museet får 2,6 millioner kroner af den samlede støtte på i alt 16,5 millioner kroner fra Interreg under EU.

Glæden er stor på Museum Lolland-Falster og Reventlow-Museet på herregården Pederstrup. Det skyldes, at museet får andel i en bevilling på 16,5 millioner EU-kroner fra Interreg til projektet South Baltic Manors.

Projektet, der løber fra 2018 – 2021, skal udvikle herregårdenes turismepotentiale og markedsføre herregårde på tværs af grænser i området omkring den sydlige Østersø i Danmark, Sverige, Litauen, Tyskland og Polen. Det er et område, som præges af herregårde og rummer en mangfoldig herregårdshistorie.

Museum Lolland-Falsters direktør, Ulla Schaltz, ser frem til opgaven, der styrker museets internationale profil.

- Jeg ser store muligheder i, at vi sætter museernes faglige ansvarsområde og viden om herregårdene i spil og bidrager til at udvikle turismepotentialet i Lolland-Falsters herregårde og rige herregårdskultur på en bæredygtig måde, som respekterer herregårdenes særegne historie, siger Ulla Schaltz.

Opretter herregårdslaboratorium

I alt får Museum-Lolland-Falster godt 2.600.000 kroner til arbejdet.

Projektleder på Museum Lolland-Falster, Dirk Keil, fortæller, at midlerne går til Reventlow-Museet Pederstrup, hvor det er planen at omdanne dele af herregårdens historiske ridehus til et såkaldt ’manorlab’ eller på dansk, et herregårdslaboratorium.

- Herregårdslaboratoriet skal danne rammen om et læringscenter og en tænketank, der arbejder med bæredygtige koncepter for udvikling af herregårde og udvikling af herregårdskulturturisme, siger Dirk Keil.

Han forklarer, at mange herregårde i det østlige Europa har mistet deres oprindelige funktion. I dag anvendes de som boliger, hoteller, konferencecentre, museer og kulturhuse. Flere steder bag det gamle jerntæppe står mange herregårde og forfalder, men de kan udvikles gennem nytænkning af funktioner.

- Vi skal forske i, hvordan vi bevarer herregårdenes særpræg og helhed samtidig med, at vi udvikler forretningspotentialet, og de indgår som produkter i turismeøkonomien og skaber økonomisk vækst, siger Dirk Keil og fortsætter:

- Det gør vi og projektets partnere blandt andet ved at koble herregårdene sammen med de turisme-hotspots, der findes langs Østersøkysten, så herregårdene bliver en del af turismeoplevelsen og et alternativ til strand og vand, ikke kun i solskinsvejr, men også når vejret er dårligt.

Udstilling på Pederstrup

En væsentlig del af projektet bliver udstillingen om herregårde med arbejdstitlen ”one exhibition, seven places”. En overskrift, der ikke blot binder udstillingerne sammen, men som også viser, at landenes herregårdshistorier baserer sig på en fælles europæisk kulturarv.

Der skal i alt vises syv forskellige udstillingssektioner på syv udvalgte herregårde i projektets fem lande.

Museum Lolland-Falster udvikler sammen med en af projektets tyske partnere en fælles introudstilling, som vises på de syv herregårde, herunder på Reventlow-Museet Pederstrup, der viser det danske bidrag til udstillingen.

Museumsinspektør med ansvar for nyere tid og herregårde, Jesper Munk Andersen, fortæller, at udstillingen på Reventlow-Museet Pederstrup har fokus på herregårdenes madkultur.

- Vi tager afsæt i herregårdenes lange og rige tradition for ikke blot fødevareproduktion, men også som centrum for en fornem madkultur. Den nærhed til råvarerne, der prægede herregårdene dengang, og som i dag har vundet indpas igen hos nutidens danskere, der hylder princippet om jord til bord, skal koble udstillingen sammen med de mange nye tiltag, som i disse år spirer frem på særlig de lolland-falsterske herregårde, siger Jesper Munk Andersen.

Han forklarer, at projektet skal være med til at give Pederstrup et løft. Ridehuset, som danner den fysiske ramme om herregårdslaboratoriet udbygges med nye køkkenfaciliteter, så der kan tilbydes sanselige madoplevelser for skolebørn og museets gæster. Samtidig skal der forskes i herregårdene, som i århundreder var kulturelle dynamoer, der skabte fornyelse i den lokale og regionale madkultur.

I den forbindelse efterlyser Jesper Munk Andersen breve, lister og andet materiale om herregårdene på Lolland-Falster, som kan bidrage til at belyse herregårdenes madkultur.

Billedtekst: Herregården Pederstrup. Foto: Ingrid Riis.

For yderligere oplysninger og interview kontakt:

Direktør for Museum Lolland-Falster Ulla Schaltz. Tlf.: 25 59 34 54. E-mail: uls@museumlollandfalster.dk

Projektleder Dirk Keil. Tlf.: 52 51 31 92. E-mail: dk@museumlollandfalster.dk

Museumsinspektør Jesper Munk Andersen. Tlf.: 25 59 34 57. E-mail: jma@museumlollandfalster.dk

Kommunikationskonsulent Henrik Schilling. Tlf.: 30 61 20 64. E-mail: hes@museumlollandfalster.dk

--*--*--*--*--*--*--*--*--*--*--

Pressebilleder:

Herregården Pederstrup. Foto: Ingrid Riis.

Herregården Pederstrup. Foto: Ingrid Riis.

 

Museum Lolland-Falster
Frisegade 40, 4800 Nykøbing Falster

Tlf.: 54 84 44 00
Mail: post@museumlollandfalster.dk

Telefontid:
Tirsdag - torsdag: 10-14
Fredag: 10-13

Afmeld