Pressemeddelelse 24. juli 2018

Kom med Museum Lolland-Falster rundt i Sakskøbings gamle gader og hør byens spændende historie

Byvandring i Sakskøbing

Lørdag d. 25. august 2018 holder Leif Plith Lauritsen, arkæolog ved Museum Lolland-Falster, byvandring i Sakskøbing. Turen tager sin begyndelse på Torvet og tager deltagerne med en tur rundt i det middelalderlige Sakskøbing. 

"Jeg har baseret denne byvandring på arkæologiske udgravninger og historiske kilder", fortæller Leif Plith Lauritsen og fortsætter, "Sakskøbing er en utrolig interessant by, der med rødder helt tilbage til middelalderen har haft både sine op- og nedture, som jeg naturligvis vil fortælle mere om på byvandringen". 

Udover at være en af Lolland-Falsters syv købstæder var Sakskøbing i 1331 rent faktisk det eneste område, den daværende konge Christoffer II var i besiddelse af. Der var i Christoffers regeringstid politiske og økonomiske uroligheder i landet, og opbakningen til den danske konge kom ikke fra alle sider. Han var derfor konge af Danmark i to perioder; fra 1320-26 og senere fra 1330-32. Under urolighederne var hele landet stort set pantsat til en række tyske stormænd. Johan den Milde sad på den østlige del af landet, og grev Gert (også kaldet Den kullede greve) besad den vestlige del – dermed var kun Sakskøbing i den danske konges besiddelse.  

"Kampen om Danmark førte til mange stridigheder, og efter et militært nederlag nord for Dannevirke flygtede Christoffer II til Sakskøbing. Desværre blev han fundet og måtte flygte ud af skorstenen. Men også det gik galt. Han blev fanget og ført til Ålholm Slot ved Nysted. Men i den korte periode, han befandt sig i Sakskøbing, var hans kongerige det, han kunne se, hvis han stod på taget af sit hus," fortæller Leif Plith Lauritsen videre og med et glimt i øjet siger han, "men hvad er det så for et hus, Christoffer II dengang besad? Vores formodning er, at det er det gule bindingsværkshus på hjørnet af Torvegade og Brogade, hvor der i dag er advokatfirma og madskole," afslutter Leif Plith Lauritsen.  

Byvandringen er omkring 2 km lang og varer cirka en time. Husk derfor gode sko. 

Deltagelse i byvandringen kræver tilmelding – max 25 deltagere.  
Tilmelding senest d. 21. august 2018. 

Tilmelding kan ske på 5485 1303 eller ved henvendelse i Turistinformationen, Færgestræde 1A, 4800 Nykøbing. Arrangementet aflyses ved 10 tilmeldinger eller derunder. Navn, telefonnummer og e-mailadresse skal oplyses ved tilmelding for det tilfælde, at turen aflyses. 

Hvornår 25. august 2018, kl. 14-15 
Mødested ved Roepigerne, Torvet, 4990 Sakskøbing 
Pris: voksne 60 kr., børn u/ 18 år gratis 

--*--*--*--*--*--*--*--*--*--*--

Pressebilleder:

Sakskøbing kirke, foto: Museum Lolland-Falster

 

 

 

Museum Lolland-Falster
Frisegade 40, 4800 Nykøbing Falster

Tlf.: 54 84 44 00
Mail: post@museumlollandfalster.dk

Telefontid:
Tirsdag - torsdag: 10-14
Fredag: 10-13

Afmeld