Pressemeddelelse 16. oktober 2018

Allehelgensaften den 31. oktober og Allehelgensdag den 1. november er i den katolske del af verden, og i Danmark i middelalderen, en vigtig mindehøjtidelighed for de døde. Kom forbi Museum Obscurum d. 2. november 2018, når vi fejrer denne dag på mexicansk vis.

De dødes dag

Fredag d. 2. november 2018 fejrer Museum Lolland-Falster ‘De dødes dag’ på Museum Obscurum i Nykøbing

Allehelgensaften den 31. oktober og Allehelgensdag den 1. november er i den katolske del af verden, og i Danmark i middelalderen, en vigtig mindehøjtidelighed for de døde. I Mexico er denne højtid smeltet sammen med ældgamle, præcolumbianske ritualer og blevet til en livsbekræftende fest for de døde, hvor de dødes sjæle kaldes tilbage til de levendes verden for at nyde alle de ting, de holdt af, mens de var levende.

“Vi har valgt at fejre denne mexicanske tradition som en udløber af de spændende Maya-genstande, vi afslørede for små 14 dage siden i Museum Obscurum. Dette fund var virkelig spændende, og vi følte, at vi bare måtte dykke dybere ned i dette fund og landets traditioner”, fortæller Leif Plith Lauritsen, bygningsansvarlig ved Museum Lolland-Falster. I forbindelse med gennemgangen af Cornelius’ mange notater kan vi ligeledes se, at han flere gange har beskrevet denne tradition. Her er han meget optaget af fejringen af de døde og det, at det mere er en festdag end en sorgens dag.

“Derfor inviterer vi indenfor, så alle kan være med til at hylde de døde med fest, farver og mexicansk stemning fredag d. 2. november, når vi fejrer de dødes dag på Museum Obscurum”, fortæller Dorthe Fibæk Magnusson, ansvarlig for museets butikker og den, som i øjeblikket er ved at pynte festligt op til arrangementet.

Der vil blive pyntet op i vores gårdhave, og I kan - til tonerne af mexicansk musik - besøge det fine alter og kl. 16 høre museumsdirektør Ulla Schaltz fortælle om festen for de døde.

Der er mexicanske smagsprøver, og man kan klippe de traditionelle mexicanske silkepapirsklip eller udsmykke små personlige kranier til ære for ens afdøde. Begge dele kan stilles op ved vores alter på museet, og bliver således en del af udstillingen indtil nytår.

Hvornår: 2. november 2018 kl. 15-18
Hvor: Museum Obscurum, Færgestræde 1A, 4800 Nykøbing
Pris: voksne 50 kr., børn gratis, 35 kr. pr. aktivitet

--*--*--*--*--*--*--*--*--*--*--

Pressebilleder:

Grafik med festligt udklædte kranier

Fest, farver og mexicansk stemning på Museum Obscurum d. 2. november 2018

 

 

 

 

Museum Lolland-Falster
Frisegade 40, 4800 Nykøbing Falster

Tlf.: 54 84 44 00
Mail: [email protected]

Telefontid:
Tirsdag - torsdag: 10-14
Fredag: 10-13

Afmeld