Pressemeddelelse 28. februar 2019

Lørdag d. 30. marts 2019 holder Museum Lolland-Falster byvandring i Nakskov med middelalderarkæolog Leif Plith Lauritsen.

Kom på byvandring i Nakskov

Lørdag d. 30. marts 2019 holder Museum Lolland-Falster byvandring i Nakskov med middelalderarkæolog Leif Plith Lauritsen

Nakskov er en af Lolland-Falsters syv middelalderlige købstæder. Man formoder, at byen startede som et lille fiskerleje i begyndelsen af 1200-tallet og kendes som købstad allerede fra midten af århundredet. Her er den nævnt i Kong Valdemars Jordebogs ”købstadsliste”. Byens ældst bevarede købstadsprivilegier er fra 1274.

“På min byvandring vil jeg fortælle om byens historie og vise rundt i de hyggelige små stræder, der danner middelalderbyens kerne,” fortæller Leif Plith Lauritsen fra Museum Lolland-Falster og fortsætter: ”Gennem de senere år har Museum Lolland-Falster foretaget arkæologiske udgravninger i byen, hvilket har gjort os klogere på den gamle købstad, der jo har en utroligt spændende historie.”

Byvandringen varer cirka en time, og turen vil være på 2-3 km. Da Leif Plith Lauritsen har været med på de føromtalte arkæologiske undersøgelser i og omkring Nakskov, er der rig mulighed for undervejs at stille spørgsmål om den gamle købstad. 

I middelalderen havde købstæderne monopol på handel og håndværk, og det var derfor forbudt at sælge sine varer uden for byens grænser. Det var kongen, der besluttede, hvornår en by fik status som en købstad – gennem de såkaldte købstadsprivilegier. Endelsen '-købing', der ofte forbindes med middelalderens købstæder – som fx Sakskøbing og Nykøbing - betyder et sted, hvor man frit kan købe og sælge under beskyttelse af den særlige markedsfred, som kongen sikrede gennem 'købstadsprivilegierne'. 

Deltagelse i byvandringen kræver tilmelding. Navn, telefonnummer og e-mailadresse oplyses ved tilmelding for det tilfælde, at turen aflyses.  

Billetter kan købes gennem billetto: https://billetto.dk/e/kom-taet-pa-nakskovs-historie-billetter-338078 eller ved at kontakte turistinformationen i Maribo eller Nakskov.

Deltagelse i byvandringen kræver tilmelding. Tilmelding senest d. 25. marts 2019.
 
Arrangementet aflyses ved 10 personer eller under. Aflysningen sker via den mail, som billetten bestilles i.

Hvornår: 30. marts 2019 kl. 14-15
Hvor: Toldboden, Toldbodkaj 1, Nakskov
Pris: voksne 60 kr., børn u/ 18 år gratis

--*--*--*--*--*--*--*--*--*--*--

Pressebilleder:

Bindingsværkshus i Nakskov

Foto: Leif Plith Lauritsen, Museum Lolland-Falster

 

 

 

Museum Lolland-Falster
Frisegade 40, 4800 Nykøbing Falster

Tlf.: 54 84 44 00
Mail: post@museumlollandfalster.dk

Telefontid:
Tirsdag - torsdag: 10-14
Fredag: 10-13

Afmeld