Pressemeddelelse 25. april 2019

På Frilandsmuseet i Maribo kan du få de gamle håndværk helt ind under huden. Her har vi nemlig samlet en flok kyndige håndværkere, der denne dag gladeligt deler ud af deres ekspertviden og evner – og ikke mindst viser, hvordan du selv kan arbejde ‘som i gamle dage’.

Kom og vær med!

Prøv kræfter med de gamle håndværk på Frilandsmuseet i Maribo d. 12. maj

På Frilandsmuseet i Maribo kan du få de gamle håndværk helt ind under huden. Her har vi nemlig samlet en flok kyndige håndværkere, der denne dag gladeligt deler ud af deres ekspertviden og evner – og ikke mindst viser, hvordan du selv kan arbejde ‘som i gamle dage’

“Dette er et nyt og spændende tiltag til den efterhånden traditionelle håndværkerdag,” fortæller Carsten Malmros Jensen, tømrer og tækkemand ved Museum Lolland-Falster og fortsætter: “Vi har rystet posen og giver nu alle interesserede mulighed for at prøve de gamle håndværk på egen krop. Nu er det ikke nok bare at stå med hænderne i lommen og se håndværkerne arbejde. Næh nej, nu er det på med arbejdstøjet og deltag i de forskellige opgaver, vi sætter i gang denne dag.”

I landbosamfundet foretog man selv alle reparationer og stod for den istandsættelse, fx et stråtækt bindingsværkshus krævede. Men hvad var det for opgaver, man kunne stå overfor? Det får du nu mulighed for at prøve på egen krop, når du kan gå i bl.a. murerens, tømrerens, tækkemandens, malerens, madmorens og syerskens fodspor.

På dagen kan du således prøve:

  • fremstilling af kalk, som du efterfølgende kan kalke vores nye indgangsparti med
  • pudsning af væg med rørvæv
  • bemalingsteknikker på nogle af vores gamle døre
  • fremstilling af sjove og farvestrålende bånd, som man dengang brugte på kanter af tøj
  • at lave tømmersamlinger i træ, som bruges, hvis der skal skiftes en del af bindingsværket på et hus
  • tækning med tang
  • fremstilling af mad på brændekomfur
  • fra kl. 13 byder Midtlollandske Folkedansere op til dans akkompagneret af lokale spillemænd

Denne dag er der naturligvis også rig mulighed for at få gode tips og tricks eller blot en snak med håndværkerne. De vil være behjælpelige med renoverings- og istandsættelsesspørgsmål, hvis du netop står og skal istandsætte et gammelt hus, og du gerne vil gøre det efter korrekte metoder.

“Vi håber, at du har lyst til at komme og være med til at svinge hvidtekosten, dyppe malerpenslen, hamre på tømmeret eller svinge skørterne til god musik, når vi denne søndag slår dørene op til en ny måde at formidle de gamle håndværk på,” afslutter Anne-Lotte Sjørup Mathiesen, formidlingsinspektør ved Museum Lolland-Falster.

Dagen er arrangeret i samarbejde med CulturePoint.

For yderligere information, spørgsmål og interview kontakt:  
Anne-Lotte Sjørup Marthiesen, formidlingsinspektør ved Museum Lolland-Falster på tlf.: 2559 3456. 

Hvornår: søndag d. 12. maj kl. 10-16
Hvor: Frilandsmuseet, Meinckesvej 5, 4930 Maribo
Pris: voksne 70 kr., børn u/18 år 25 kr. Når entréen er betalt, kan du frit deltage i alle aktiviteterne.

--*--*--*--*--*--*--*--*--*--*--

Pressebilleder:

Vævning af bånd

Tækkemand

Murer

Fotos: Museum Lolland-Falster

 

 

 

 

Museum Lolland-Falster
Frisegade 40, 4800 Nykøbing Falster

Tlf.: 54 84 44 00
Mail: post@museumlollandfalster.dk

Telefontid:
Tirsdag - torsdag: 10-14
Fredag: 10-13

Afmeld