Merretskov/Svanevig

Gravhøjene ved Svanevig

 

Hvor: Birketvej – mellem Bandholm by og Bandholm kirke, 4941 Bandholm

 

Bronzealderens gravhøje er blandt de mest iøjnefaldende fortidsminder i landskabet. De fleste blev opført i den ældre bronzealder mellem 1500 og 1300 f.Kr. Gravhøjene blev anlagt på markante udsigtspunkter i landskabet, langs med vejnet, sejlbare åer og kysten, hvor de nemt kunne ses af tilrejsende. De markerede slægtens ret til forfædrenes land, og fortalte udefrakommende, at området var beboet af en magtfuld art.

 

Merretskov

Merretskov ligger lidt syd for Bandholm på det nordlige Lolland. I skoven ligger et større antal fredede gravhøje, hvoraf nogle med sikkerhed stammer fra bronzealderen.

 

De omkring 60 gravhøje er beliggende i, hvad der ligner små, adskilte grupper. Dette kan selvfølgelig være et spørgsmål om bevaring, men det er et mønster, man ofte ser, og det kan derfor også afspejle særlige klan- eller familiestrukturer i datidens samfund.

 

I bronzealderen fandtes Merretskov ikke. Landskabet var åbent, og gravhøjene lå, så de kunne ses på lang afstand. Dette var et vigtigt signal til fremmede rejsende: man viste gennem gravmonumenterne, at landet var beboet og gjort krav på.

 

I en tid, hvor handlen mellem fjern og nær tog til, var det i stigende grad nødvendigt at markere sit ejerskab over det landområde, hvor man boede. Men de monumentale gravhøje kunne også fungere som vejvisere, for de var tydelige markører i landskabet. De har sandsynligvis været navngivet, ligesom vi kender det fra nogle høje i dag, og på den måde har bronzealderens mennesker kunnet finde rundt i landskabet – ikke ulig den måde vi i dag bruger vejnavne til at finde rundt.

 

Gravhøjene ved Svanevig

Gravhøjene ved Svanevig ligger smukt med udsigt ud over bugten og Smålandshavet på Nordlolland.

 

Svanevig

Svanevig er beliggende vest for Bandholm – stadig på det nordlige Lolland. Herfra er der udsigt ud over Smålandshavet, og i klart vejr kan man se ud til Askø. Nord for Birketvej kan man se en række af gravhøje, der ligger meget tydeligt i landskabet. Kun få af dem er undersøgt, og man kan derfor ikke sige med sikkerhed, om de alle stammer fra bronzealderen.

 

Syd for Birketvej blev der i 1893 fundet en større nedlæggelse fra den yngre del af bronzealderen – et sted mellem 1100 og 500 f.Kr. Fundet bestod af ti svære bronzeringe og to såkaldte spiralarmbånd, og nedlæggelsen skal sandsynligvis ses som et offer til guderne. Der kendes mange sådanne nedlæggelser fra hele bronzealderen, og de er formentlig blevet gravet ned som et led i de religiøse handlinger, der fandt sted i forbindelse med begravelser eller dyrkelsen af forfædrene.

Hør lyddramaet om Bronzealderen
Gyldne tider
Sværdet - våben og symbol
Fjerne forbindelser
Kort over Svanevig