Sværdet – våben og symbol

Skæfte af bronzealdersværd

Bronzealderens sværd fulgte oftest sin ejer i døden. Sværdet fra Røgbølle Sø ved Maribo blev dog fundet i en sø. Det er sjældent at finde dem her. Måske var sværdets ejermand død langt væk hjemmefra, eller måske gjorde han sig ikke længere fortjent til at bære sværdet. Da sværdet ikke kunne gå i arv eller gives til en anden, blev det derfor givet tilbage til guderne.

 

Bronzealderen var en periode præget af uro og ufred. På helleristningerne fra perioden ser vi billeder af krigsscener, og i mandsgravene finder vi våbnene begravet med deres ejermænd. Bronzevåben blev en del af herremoden – og de var både til brug og beundring. Våbnene var effektive i kamp, men tjente også til at vise personens rang og status i samfundet. I bronzealderen fødtes et nyt ideal – krigeren. Den stærke helt, som var sine fjender overlegen. Våbnene blev hans symbol og følgesvend.

 

Sværdene findes oftest i de rige grave, og kun hos voksne mænd over 20 år. De er uden tvivl et symbol på høj rang, måske man endda skulle gøre sig fortjent til at modtage dem. At sværdene bliver fundet i gravene kan netop betyde, at de ikke gik i arv, men var knyttet til én person. Måske kunne sværdet ikke bruges af andre end sværdets ejer. Denne tankegang om sværd kendes også fra legenden om Kong Arthur og sværdet i stenen.

 

Sværdene var meget kostbare. Der gik store mængder bronze til, og støbearbejdet var vanskeligt. Det var dog langt fra kun paradevåben. De var designet til at dræbe, og de kunne holde til at blive brugt i kamp. Slidspor på klingerne viser, at de blev brugt. Man ved ikke præcis, hvordan sværdet blev brugt, men det var sandsynligvis et stikvåben. Hvis modstanderen ramte klingen med stor kraft, risikerede man, at det knækkede. Derfor egnede det sig ikke som fægte- eller hugvåben.

 

Bronzealderen - Svanevig
Gyldne tider
Fjerne forbindelser