Lægevidenskab i klosteret

Maribo klosterruin

I dag er der ikke meget tilbage af klosteret, men kirken står der stadig

 

Traditionelt knyttes lægevidenskaben i middelalderen til klostrene, og dette er ikke uden grund. Mange af de lægeurter, vi kender fra middelalderen, kom til Danmark med klostervæsnet.

Den middelalderlige lægevidenskab baserede sig indirekte på den oldgræske og mere direkte på den arabiske.

 

Korsridderen og pilgrimmene havde i det hellige land mødt den arabiske lægevidenskab, hvor syge og sårede i fredstid kunne søge hjælp både hos kristne og ikke kristne. Den arabiske tilgang til lægevidenskaben viste sig forbløffende effektiv. Dette skyldtes bl.a. reglerne om renlighed i forbindelse med behandling af åbne sår, men også kendskab til eksotiske urters lægelige virkninger. Araberne byggede deres lægevidenskab på oldgræske lægers skrifter, som man oversatte til arabisk, og med tiden udvidede man sin kunnen. Da europæerne opdagede, hvor effektiv denne form for lægevidenskab var, tog de arabiske skrifter og oversatte dem til europæiske sprog.

 

Det var primært de gejstlige (munke, præster m.m.), der tog videnskaben med hjem, men også profane mennesker som adelige, borgere og bønder bragte skrifter med tilbage fra rejser.

 

I Europa var det oftest de forskellige klosterordner, der udøvede lægekunst. Man havde i middelalderen et meget holistisk syn på helbredet. Man behandlede ikke kun lokalt (som fx salve på sår), men mente, at en sygdom fx kunne helbredes gennem kosten. Det var opfattelsen, at sår fx kunne opstå pga. ubalance i de fire såkaldte kardinalvæsker, blod, slim, sort og gul galde, og for at bringe dem i balance igen kunne man justere føden. Til dette havde man brug for krydderier, som samtidig var urter med helbredende kraft.

 

Planternes virkning kendte man fra de græske og arabiske studier, men man mente også, at Gud havde skabt forskellige planter således. at deres form afslørede, hvad de kunne helbrede.

 

Således kunne man fx anvende blomsterne af kongelys mod åndedrætsbesvær og hjertebanken begrundet i plantens lunge/hjerteformede løv.

 

Da pesten brød ud i 1347, forsøgte lægerne at beskytte sig mod sygdommen ved at fylde næbformede masker med diverse urter og krydderier, som man mente kunne rense luften. Men dette havde ringe effekt, eftersom pesten formentligt var en blodpest, der smittede via lusebid.

 

På europæisk plan døde op mod 30-40 % af befolkningen. Danmark blev hårdest ramt i årene 1348-1350.

Værst gik det ud over by- og landsbysamfundene. Flere landsbyer her i Danmark uddøde. På Lolland var det blandt andet det, der skete for landsbyen Refshale ved Maribo.

 

Her viser udgravninger, at byen ophørte med at eksistere netop omkring 1350 eller kort derefter. Om byen helt uddøde, eller de sidste overlevende flyttede, ved vi ikke, men vi kan se, at den blev nedlagt.

 

Som en pudsighed kan man notere sig, at den danske konge, Valdemar Atterdag, i 1349 sender sin hær ud af landet til Tyskland for at hjælpe sin svoger, markgreve Ludwig af Brandenburg. Derved undgik hæren at blive ramt af pesten.

Senmiddelalderen - Maribo kloster
Et imponerende bygningsværk