Renerne var rigdom

Rensdyr.Foto: Alexandre Buisse

Foto: Alexandre Buisse

 

Rensdyret er et hårdført dyr. Det besøgte sæsonmæssigt landet i store flokke i sin søgen efter mad. Datidens landskab kendes ikke præcist. Men på baggrund af arkæologiske fund har det været muligt at skitsere en række mulige vandringsruter. Vandringsruter som dyrene måske har fulgt gennem århundreder. Langs med ren­ernes trækruter findes de arkæologiske spor efter rensdyrjægerne.

 

Datidens jægere var nomader, der sæsonvis lagde deres bopladser tæt på renernes ruter. De søgte at krydse renernes vandringsruter, når dyrene var i den bedste foderstand og det nemmeste bytte. Ved at lære renernes vaner og landskabet at kende, kunne jægerne skaffe de byttedyr, der var behov for. Fra højtliggende steder i landskabet kunne de overskue renernes ruter. De vidste, at hvis renerne var tvunget til at krydse vadesteder i dalbunde eller ved snævre passager, var chancerne for bytte størst.

 

For jægerne betød renerne rigdom, da byttet blev anvendt intensivt. Kødet blev tørret, knoglefedt blev kogt, skind blev lavet til telte, vinterpelse blev bearbejdet, og sener og tak forarbejdedes til bl.a. jagt- og fiskeredskaber.