At afkode de romerske mønter

I Romerriget var mønterne ikke kun valuta, men også et kommunikationsmedie i et omfangsrigt iscenesættelsesapparat. Mønterne brugtes ikke kun til at vise kejserens portræt, men formidlede også hans politiske, fysiske, kulturelle, økonomiske og guddommelige magt.

Billeder siger, i denne kontekst, altså mere end tusinde ord. Men baggrunden for forståelsen af de romerske mønter stikker dybere end som så.

 

Først og fremmest er det vigtigt at forstå det religiøse fundament for Romerriget. Dengang var den traditionelle opfattelse, at alting var religiøst funderet. Det vil sige, at intet skete uden gudernes vilje. Derfor skete alting, naturligt nok, også fordi guderne ville det således. Det var derfor afgørende for kejseren at have succes i alle livets sfærer – fordi det i folkets øjne betød, at kejseren havde guderne på sin side. Som kejser måtte man have et godt forhold til guderne, således at han kunne stå for at varetage et godt forhold mellem folket og guderne. Af samme årsag var det også vigtigt at få kommunikeret ud til folket, hvor stor succes kejseren egentlig havde.

 

Dette gjorde kejseren via flere kanaler. Det er f.eks. en af årsagerne til, at kejseren brugte enorme summer på at afholde gladiatorkampe og lignende underholdning. Det var gaver til folket, der kun kunne lade sig gøre på baggrund af kejserens succes. Legenes storhed signalerede økonomisk velstand, men var også en oplagt lejlighed til at udstille sine sejre.

Derudover var kejseren repræsenteret i bybilledet og gennem bygninger – men det tog tid at få budskaberne udbredt via disse kanaler, og det var svært at følge med rigets ekspanderende grænser – men det kunne mønterne!

 

I lommen på en soldat, en guvernør eller en handelsrejsende kom mønterne vidt omkring i Romerriget og, som det er set, langt uden for riget også. Med sig bragte mønterne historien om en succesfuld kejser med gudernes gunst, som stod bag Romerrigets succes.

 

Ved at ”romanisere” provinserne, begyndte disse billeder også at tale til ikke-romere. Ligesom de nye administrationer, bygninger og udbredelsen af det latinske sprog var mønterne med til at ensrette provinsernes, og hele Romerrigets, orientering mod Rom og kejseren.

 

Trods det at størstedelen af befolkningen ikke kunne læse, og at store dele af riget ikke talte samme sprog, så kunne man få mening ud af mønternes budskab. Bagsiden af mønterne var ofte præget med guder eller symboler, som stod for noget konkret og let genkendeligt. Selv hvis man ikke kunne identificere den enkelte gud eller gudinde, kunne redskaberne give et indblik i, hvordan kejseren var en del af succesen i samtlige sfærer i Romerriget. Alene det at møntapparatet var så vidt udbredt, så kejserens billede var en del af hele Romerrigets hverdag, må have haft indflydelse på datidens mennesker.

Saluti

Billedet her henviser til Salus, som stod for Roms sikkerhed og velfærd. 

Consecratio

Bagside af en Diva Faustina (den yngre) mønt. CONSECRATIO henviser til en religiøs hengivenhed eller en dedikation af noget religiøst. Billedet under teksten er da også af et alter.