Juellingegraven

To af kvindegravene fundet ved Juellinge (Halsted Kloster) i 1908.

To af kvindegravene fundet ved Juellinge (Halsted Kloster) i 1908.

 

Kort efter Kristi Fødsel, blev en ca. 30 årig kvinde gravlagt i Juellinge, det nuværende Halsted Kloster, ved Nakskov på Lolland. Hun var lagt i graven fuldt påklædt, og under hendes hoved, fandt man resterne af en pude med fyld af dunhammerfnug. Et lille træskrin med lås må regnes blandt hendes personlige ejendele. Skrinet indeholdt en kam, en nål, en saks og en kniv. Kvindens dødsårsag er ukendt. En svær knoglesvulst på hendes ene ben var godartet, men har sikkert givet anledning til smerter.

 

Kvinden fra Juellinge må have tilhørt samfundets øverste lag. Udover de personlige ejendele havde hun fået fornemme, romerske varer med sig i graven. En romersk bronzekedel indeholdt stadig resterne af en drik brygget på byg, tyttebær, tranebær og porse - en øse lå stadig i kedlen, klar til at servere drikken. Mest imponerende var dog fundet af to slebne drikkeglas, der endnu er de ældste fundet i Danmark.

 

Fundet blev gjort i 1908 i forbindelse med anlæggelsen af en jernbane, den såkaldte roebane, ved Vesterborg på Lolland. I alt blev fire grave fundet: tre kvinder og en pige. Gravene blev udgravet af Nationalmuseet, og Juellinge-kvinden kan i dag ses på Nationalmuseet. Området, hvor gravene blev fundet hedder ikke længere Juellinge - fra 1920'erne blev stedet omdøbt til Halsted Kloster.