By og borger

Maleri af gæstgivergård ved spisetid

 

Boede man i en købstad kunne man erhverve sig borgerskab. Det krævede, at man havde en levevej og var husbond, altså hustandsoverhoved - og dermed underforstået mand. Kvinder kunne ikke erhverve sig egentligt borgerskab, men de blev ofte omtalt borgersker og havde rettigheder og forpligtelser som borgere.

 

Borgerskab gav ret til at udøve et håndværk eller handle i byen. Som modydelse skulle man betale skat, sidde i bytinget, og f.eks. stille vogne eller soldater til rådighed i krigstider. Men borgerne udgjorde kun en del af bybefolkningen.

 

De øvrige byboere blev betegnet som 'almuen' eller 'menigheden'. Denne gruppe omfattede alle, der havde bopæl og/eller arbejde i byen: børn, tjenestefolk, håndværks- og købmandssvende, samt arbejdsmænd og -kvinder. Almuen omfattede dog ikke samfundets laverste: tiggere, prostituerede, spedalske og gøglere, blev ikke betragtet som respektable mennesker.

 

Borgerskabet kunne bortfalde hvis man overtrådte loven eller rejste væk. Udstedelsen gjaldt kun i den by, hvor det var erhvervet, og var man væk fra byen mere end ét år og seks uger med sin hustru, mistede man sit borgerskab.

Middelalderens Nykøbing

I 1400-tallet var Nykøbing en købstad i fremgang. Byens 3-4000 indbyggere boede fortrinsvist i bindingsværkshuse. Kun de større, betydningsfulde bygninger som kirken, klosteret, helligåndshuset og rådhuset var bygget af røde tegl. Bebyggelsen lå langs kysten, centreret omkring Frisegade, Langgade, Færgestræde, Bybrostræde, Bastebrostræde, Klosterstræde, Kirkestræde og Østergade. Byens sognekirke, Vor Frue, lå nord for torvet - den blev nedlagt i 1532. Ingen middelalderlige byhuse er desværre bevaret i Nykøbing. Ved en udgravning Langgade 2 fandt man dog resterne af en kælder, som kunne dateres til 1300-tallet. Kælderens vægge havde været opbygget af brede, vandretliggende planker af egetræ.