Femø kvindelejr

Øjebliksbillede fra kvindelejren

 

For Museum Lolland-Falster var det oplagt i 2008-2010 at begynde arbejdet om en særudstilling om Femø kvindelejr, når man har verdens ældste, og mest berømte, kvindelejr liggende i "sin baghave". Det stod dog tidligt klart, at museet var nødt til at lave forskningen om kvindelejren for først at indsamle sig den viden om kvindelejren, der var nødvendig for at lave en udstilling. Det blev til et større indsamlings- og forskningsprojekt, hvor historien om Femø Kvindelejr blev undersøgt.  Udstillingen blev nedtaget i 2012.

Rødstrømpernes kvindelejr
I 1970erne og i begyndelsen af 1980erne var Femø Plakat fra Femø kvindelejrkvindelejr en rødstrømpelejr i den forstand, at det var Rødstrømpebevægelsen i København, der arrangerede den. Med lejren ønskede rødstrømperne, at kvinder skulle have mulighed for at skabe en kvindekultur på egne betingelser og for at videreudvikle søstersolidariteten. Det konkrete indhold på lejren i 1970erne var bl.a. basisgruppesnak i teltgrupperne. Her fortalte kvinderne deres livshistorier for derigennem at blive bevidstgjorte om deres undertrykkelse og om de fælles erfaringer, kvinder delte. Frigørelse fra undertrykkelsen var målet. Herudover havde man diskussioner om andre kvindepolitiske emner, kreative aktiviteter og fællesmøder hver aften. Efter aftenmøderne var der ofte sang, dans og fest.

For mange af de deltagende kvinder var kvindelejren deres første møde med kvindebevægelsen. Nogle blev rødstrømper efter lejropholdet, og andre gjorde ikke. Nogle blev også lesbiske enten for en tid eller resten af livet. Lesbiske og lesbisk kvindekamp var nemlig en aktiv del af kvindebevægelsen i 1970-80erne.

 

Forandring og opgør
I begyndelsen af 1980erne klingede interessen for Rødstrømpebevægelsen ud, og der kom ikke længere mange heteroseksuelle kvindesagsbevidste på kvindelejren. Men de lesbiske feminister fortsatte deres personlige udvikling og politiske kamp på Femø lidt endnu. Sidst i 1980erne kom flere og flere af kvinderne dog på lejren for at holde ferie i et lesbisk miljø - altså ikke for at dele livshistorier og praktisere feminisme. På et Femø-seminar i 1988 blev det fx diskuteret, hvad der gav prestige i lejren: "At sige i runden at man gerne vil i snakkegruppe får lavstatus, når de "tjekkede" siger de holder ferie."

 

I 1990erne gled de politiske snakkegrupper i baggrunden, som ellers havde været en af grundprincipperne bag kvindelejren siden dens begyndelse. Flere kvinder fremhævede kvindelejren som ferie, hygge og afslapning i naturrige omgivelser og ikke mindst som et fristed for lesbiske: "I dag er lejren et mere indadvendt pusterum for lesbiske." Den samme kvinde sagde dog også, at "… der selvfølgelig stadig bliver snakket lidt kvindepolitik…", så kvindelejren var altså ikke helt uden politisk indhold.
En mangfoldig kvindelejr - et alternativt minisamfund

 

I dag er kvindelejren mange ting. Fx et lesbisk fristed, en ferieø for kvinder og børn, et køns- og seksualitetspolitisk forum, et sted at koble fra og slappe af, intimitet, samvær, et stærkt fællesskab, en særlig stemning og meget andet. Kvinderne, der kommer på lejren, er på mange måder forskellige, og de kommer med forskellige formål. Hver temauge har sit eget præg og tiltrækker forskellige kvinder med forskellige ønsker for lejropholdet.

 

Kvindelejren er stadig lesbisk domineret. At særligt mange lesbiske (både nye og gamle femøister) mødes år efter år har uden tvivl at gøre med, at de nyder ikke at være en minoritet. De heteroseksuelle kvinder, der kommer, er i samme grad med til at skabe det stærke fællesskab og den særlige stemning, som kendetegner lejren. Netop stemningen er en af de ting, der ikke har ændret sig gennem kvindelejrens historie. Siden 1970erne har mange kvinder oplevet dét, der kaldes "Femø-suset".
En anden ting, der ikke har ændret sig gennem kvindelejrens historie, er, at lejren med dens egne normer altid har været et alternativ til det omkringliggende samfund. I 1970erne opstod kvindelejren som en kritik af, at samfundet var kvindeundertrykkende med dets kapitalistiske og patriarkalske indretning. I 1980erne ønskede de lesbiske feminister at modarbejde, hvad de kaldte "tvangsheteroseksualiteten", og kvindelejren var et radikalt separatistisk feministisk forum med en lesbisk norm. I 1990erne og i dag er kvindelejren et alternativt minisamfund, hvor normerne for seksualitet stadig er vendt på hovedet. Radikaliteten og den lesbiske kvindekamp er dog ikke længere en del af normen.

 

Plakat fra Femø kvindelejr 1977

 

Fakta

Kvindelejren har været afholdt på Femø hvert år siden 1971.

Lejren har altid varet det meste af sommeren. I dag består lejren af seks temauger + en uge, hvor lejren sættes op, og en uge, hvor den tages ned.

Deltagerantallet har gennem årene svinget mellem ca. 150 og 1.300 kvinder og børn. I dag må der maks. være 80 kvinder og børn på hver af temaugerne. I 2009 besøgte ca. 400 lejren.

Drengebørn må komme på lejren, til de fylder 12 år.

Lejren har altid bestået af store fællestelte. I dag er der også en hjemmebygget toilet- og badevogn, bivuakker og privattelte.

Lejrens dagligdag er og har altid været bygget op omkring tjanser, aktiviteter/snakkegrupper og fællesmøder.