Ved Åderupvej har museet udført en arkæologisk overvågning af fjernvarmearbejde, på et areal mellem selve fjernvarmeværket vest for ledningen og den tinglyst fredede tomt efter spedalskhedsgården Sct. Jørgensgård (www.dkconline.dk 050707-92). Tracéerne for fjernvarme er beliggende indenfor det udpegede kulturarvsareal for den middelalderlige landsby Åderup med den tidligere spedalskhedsgård med kirke.
Der fandtes ingen spor efter den middelalderlige landsby, men i stedet fundamentsten fra en gård, der har ligget på stedet i 1800-tallet. Sådan kan man blive overrasket! Den historiske gård kan have forstyrret de middelalderlige anlæg. Andre ligger forhåbentligt endnu bevaret i området, og der er absolut grund til fortsat at holde øje med anlægsarbejder på stedet.