
På arealet nord for Gedebjerg, i Næstveds vestlige udkant, skal Nordicom-koncernen opføre nye boliger. I forbindelse med byggemodningen har museet forundersøgt ca. 14 ha braklagt landbrugsjord, og har fundet arkæologiske spor i form af stolpespor, gruber med større mængder keramik af fra yngre bronzealder ca. 500 f. 0, samt kogestensgruber, sandsynligvis fra samme tidsrum.
Visse stolpespor kan samles i bygningsstrukturer. Bopladssporene fordeler sig ud på flere tørre mindre holme i en topografi, domineret af adskillige vådområder. Dateringsmæssigt falder sporene i tråd med allerede registrerede fund umiddelbart op til arealet af bopladser fra bronzealder og førromersk jernalder, og bekræfter formodningen om, at disse fortsætter ind på det nuværende areal.