Den østlige omfartsvej omkring Næstved

Museet påbegyndte i efteråret 2007 de omfattende forundersøgelser forud for den kommende omfartsvej øst for Næstved (se Udgravninger 2007).
Der blev undersøgt 23 matrikler i 2007, deraf er 7 matrikler med 11 lokaliteter udpeget til udvidede undersøgelser, før omfartsvejen kan anlægges.

Ved det sydlige stykke over Rønnebæk-Sibberup, syd for Ny Præstøvej, afventer disse undersøgelser, da der måske først skal laves vej i 2017. Ligeledes venter stykket ved kolonihaven i Næstved, der planlægges anlagt i 2013. I 2010-11 skal der derfor kun foretages udvidede undersøgelser på 2 matrikler nord Ny Præstøvej, som blev undersøgt i 2007.

Desuden mangler visse strækninger endnu at blive forundersøgt. I skovstykket gennem Kalby Ris samt på markerne ved Stenlængegård foregår der forundersøgelser i vinteren 2010. Der er fældet en bane gennem skoven, hvor vejen skal gå. I skoven er registreret adskillige gravhøje. Samtidig skal en del af det fredede dige i skovens vestkant gennemgraves; også her skal museet på banen, før entreprenøren tager over.

Den nordlige omfartsvej, som skal anlægges for statslige midler, er endnu kun i projekteringsfasen. Forundersøgelser på denne strækning bliver først udført, når projekteringen er tilendebragt, sandsynligvis efter 2010.


Foto: Undersøgelse med gravemaskine
Strækningen for den nordligste del af omfartsvejen undersøges med gravemaskine.
I baggrunden ses telemasten ved Køgevej.