Hvad er Danefæ

Celt (økse) af bronze fra yngre bronzealder ca. 1100 – 500 f.Kr. - Danefæ

Celt (økse) af bronze fra yngre bronzealder ca. 1100 – 500 f.Kr.
Danefæ

Danefæ er genstande fra Danmarks fortid, som er mere end 100 år gamle, og som er forarbejdet af et værdifuldt materiale eller har en særlig kulturhistorisk værdi.
I mere end 750 år har Danmark haft en lov om "herreløst gods" af særlig værdi, nævnt første gang i Valdemar Sejrs Jyske Lov i 1241. Danefæ tilhører derfor Staten, og skal derfor afleveres til det stedlige museum eller Nationalmuseet.

Danefæ kan være genstande fra oldtid og middelalder såsom smykker, mønter, vægtlodder, tenvægte, jernvåben, værktøj, ben- og takredskaber evt. med dekoration, ravsmykker og -figurer, flintdepoter, ædelsten, genstande med runer på, helleristningssten og menneskedele fra moseofre.
Mere "almindelige" oldsager - typisk af flint - har man lov til at beholde. Museet vil dog altid gerne vide, hvad der findes i privat eje, og registrere fundene til forskningsbrug.

Når man afleverer genstande, og det efter vurdering bliver erklæret som Danefæ, har man ret til en dusør. Det er altid finderen, der får dusøren. Derfor er det vigtigt at have en aftale med lodsejer eller forpagter af jorden, før man afsøger den. Man må kun grave i pløjelaget, dvs. muldlaget. På fredede fortidsminder og i statsskove er brug af metaldetektor forbudt.

Du er altid velkommen på museet, hvis du har fundet noget, du gerne vil have bestemt. Måske er det Danefæ - måske ikke. Men vi altid kan hjælpe dig med at fortælle en historie om den ting, du har fundet.

Læs folderen om Danefæ på dette link: http://www.natmus.dk/graphics/pdf/danefae_folder.pdf
Du kan også få folderen på museet.




Næstved Museum er tilknyttet Åbne Samlinger - et netværk af museer og arkiver på Sjælland og Lolland-Falster