Udstillinger i Boderne

I Boderne viser vi udstillinger om kunsthåndværk med afsæt i lokale virksomheder som H. A. Kählers keramiske Fabrik og Holmegaard Glasværk.

Foto fra udstillingen

Et udsnit af udstillingen.
Klik her
for information om genstandene.

Det første lokale rummer et udvalg af nyere dansk keramik, dels fremstillet hos Kähler, dels af selvstændige keramikere over hele landet. Publikum får her en fornemmelse af spændvidden i nyere dansk keramik fra de sidste ca. 100 år.

Så følger to lokaler med prøver på glas fra Holmegaard Glasværk. Man følger udviklingen fra midten af 1800-årene til moderne tid med designerne Svend Hammershøi, Orla Juel Nielsen, Jacob E. Bang og Per Lütken.

Et lokale er viet sølv fra Næstved fra perioden ca. 1600 til ca. 1850. Ved hjælp af ca. 90 værker følger man stilhistorien i service, dragtsølv og korpusarbejder som bægre og kander.

Dernæst følger tre lokaler med Kähler-keramik, hvor de fire generationer af familien Kähler præsenteres.

P.S. Krøyer: Herman A. Kählers værksted

P.S. Krøyer (1851-1909): Herman A. Kählers Værksted. Pastel, 1905.

I første rum møder man Kindhestegade-værkstedet 1839-1895 med kakkelovne og køkkentøj (Herman J. og Carl F. Kähler) og fabrikken på Kählersvej 1875-1917 med kunstnerkeramik med rød lustre (Herman A. Kähler).

Næste lokale præsenterer fabrikken 1917-1940 med hornmaleri, statuetter og sparedyr (Herman H.C. Kähler).

Tredje lokale viser fabrikken 1940-1970 med 50'er-stil, thepotter og den oprindelige turkis Kähler-glasur (Herman J. og Nils Kähler).

Sidste lokale er Bodernes Store Sal, hvor der afholdes særudstillinger med kunsthåndværk, kunstindustri og kunst. I efterårs- og vinterperioden holdes der her foredrag med emner indenfor museets arbejdsområder.