Udstillinger i Helligåndshuset

Udstillingerne i Helligåndshuset handler om egnens generelle historiske udvikling fra middelalderen og frem.
Kirkesalen er Helligåndshusets oprindelige kirkerum, Vor Frue Kirke i Næstved, fra begyndelsen af 1500-årene frem til 1803. Her viser vi nu middelalderligt kirkeinventar fra kirkerne på Næstved-egnen eller særudstillinger.

Helligåndshuset

Et afsnit om middelalderen fokuserer på forholdet mellem landdistriktet og købstaden, baseret på originale middelalderlige genstande, fundet ved museets udgravninger.

Det næste afsnit sætter fokus på træskærerhåndværket i 1500- og 1600-årene, udtrykt i husbygningstømmer og inventar.

En model af Næstved i sommeren 1682 visualiserer købstadens fysiske fremtræden med bindingsværk og grundmurede huse bag plankeværk og byporte.

Andre afsnit handler om Næstved borgerlige Fugleskydningsselskab, Næstveds justitsvæsen og militæret i Næstved, som omfatter lansenerer, dragoner og gardehusarer.

Et rum er viet til fundene fra anløbspladsen ved Vester Egesborg, som var i brug under yngre jernalder og vikingetid fra 500-årene til 1000-årene.

En udstilling af gammelt legetøj fra egnen leder frem til en afdeling med tekstiler for børn, kvinder og mænd på land og i by.

Endelig indgår der et mindre særudstillingslokale i udstillingerne, hvor der ofte vises mindre særudstillinger med relevans til de kulturhistoriske samlinger.

 

Interiør Kirkesalen Helligåndshuset

Interiør - Kirkesalen