Museumshaven
Træerne i Museumshaven
Museumshaven set fra Ringstedgade
Der gror syv træer i haven ved Helligåndshuset i Ringstedgade, men det
er ikke bare syv træer. Det er syv vidunderlige vækster med hver deres
ældgamle kulturhistorie.
Mispel
Når man kommer ind i haven fra Ringstedgade, så møder man først til
højre en ægte
mispel, en Mespilus germanica.
Mispeltræet er et
ældgammelt frugttræ, hvis frugter minder lidt om de moderne kvæder. Vi
ved, at mispelen var dyrket i Mellemeuropa allerede omkring 800. Den
nævnes nemlig blandt frugttræerne på kirkegården ved det mønsterkloster,
som vi kender fra en grundplan fra omkring 820, som stammer fra Sct. Gallenklostret i Schweiz, og som gengives i næsten alle bøger om
havehistorie. Her i Næstved gror den på Helligåndshusets gamle
kirkegård.
Misplen er et lille træ, som glimrer ved en række visuelle højdepunkter
gennem året. Om foråret kan man glæde sig over de smukke hvide blomster,
om sommeren over de store mørkegrønne blade, om efteråret over de
særprægede frugter mellem de rødgule blade, og om vinteren over
frugterne i grenenes netværk. Vore medborgere med rod i Balkan kender
til fulde frugternes beskaffenhed.
Lind
Midt i Museumshaven lægger man hovedet tilbage og nyder synet af den
kæmpestore lind, en Tilia, som har groet her i mange år.
Træet var så
stort i 1926, da man restaurerede Helligåndshuset, at man lod det stå
med sit omgivende jordsmon. Man gravede 75 cm jord af i resten af haven
for at komme ned til det oprindelige terræn fra dengang, da
Helligåndshuset blev bygget i 1400-årene. Det er forklaringen på, at
træet i dag står på en underlig jordhøj med kampestenssider.
Sandsynligvis er træet mindst 100 år gammelt, spiret i Fattighusets
gård.
Linden er det fagreste træ i skoven. Når man i jægerstenalderen skulle
bruge en kano, så fældede man en rank lind og udhulede den med økse. I
bagenden af den 7-10 m lange kano satte man en lodret bræddevæg som
agterstavn, medens stævnen blev hugget ud i selve stammen. Nær bagenden
byggede man et ildsted på lerbund, skar et sæt pagajer, og så var man
klar til at padle ud på fjorden eller på bugten for at fiske eller rejse
bort.
Buxbom
Ved indgangen til Anneksets have mødes man af et mørkgrønt træ, en
buksbom eller Buxus sempervirens.
Nogle tror, træet hedder "buskbom",
men det er altså en fejl. På engelsk hedder den Box tree, på tysk
Buchs-baum, begge ord betyder det træ, man skærer skrin, æsker og
træblæseinstrumenter af. Buksbom har tætte og hårde årringe, og derfor
er det så godt til drejearbejder og lignende, næsten som ben.
Sempervirens fortæller, at træet er stedsegrønt.
Normalt ser man buksbom i klippet form som hække, kugler eller figurer,
de engelske topiaries. Vor buksbom har fået lov til at gro uhæmmet,
siden det blev plantet i 1930'erne, og er derfor mod sædvane blevet det
smukke træ, som vi nyder i dag.
Kræge
Til højre for buksbomtræet finde man en kræge, en Prunus domestica, en
primitiv blomme med snerpende frugter, som kan bruges til marmelade. Den
er stamform til de moderne søde blommer.
Kristtorn
Til venstre for krægen finder man en kristtorn, Ilex aquifolium, som
ifølge folketroen blev brugt til Kristi tornekrone. Her i haven har den
groet i mindst 30-40 år, selv om de nuværende træer er lidt yngre.
Enebær
Foran Annekset står der endelig en enebær, en Juniperus communis, hvis
bær bruges som et kraftigt og godt krydderi. Enebær er en bestanddel i
både genever og gin.
Taks
Bagest i haven ved museets administrationsbygning Annekset gror endelig
endnu et af havens klenodier, en kæmpestor taks, en Taxus baccata, på
engelsk yew, på svensk idegran.
Taxus er romernes navn på træet. Ved
Vejle gror der stadig vild taks. Taksen er et ældgammelt livssymbol, et
billede på evigt liv. Det skyldes træets evne til at blive meget
gammelt. I England er der eksempler på 1000-årige takstræer. Ligesom
taksen har en udpræget evne til at genskabe sin form. Derfor er taks i
så stor udstrækning plantet på kirkegårde som evighedssymbol. Vort
eksemplar er et hantræ. Huntræerne får røde bær. Taksens bær og nåle er
giftige, men de søde bær kan fint spises, blot man spytter kernerne ud!
Det udnytter træerne, idet fuglene spiser bærrene, medens de giftige
kerner passerer gennem fuglene og spirer, hvor de nu ender. Nedenfor
Herlufsholm ved Susåen gror der huntaks med bær, og i Pinetum gror taks
af begge køn vildt.
Taksen blev i gammel tid brugt til langbuer. Englænderne brugte i
1300-årene takstræ til at slå franskmændene!
Træer er for nogle mennesker dybt irriterende vækster, som skygger om
sommeren og "sviner" om efteråret, når de taber bladene. For os andre er
træer fantastiske væsener, som giver karakter til det sted, hvor de
vokser. At de samtidig rummer uendelig meget kulturhistorie, gør dem
bare så meget mere uundværlige i det gamle bybillede midt i Næstved.
Palle Birk Hansen
Museumsdirektør
Litteratur: Brøndegaard, V. J.: Folk og Flora 1-4, 2. udgave 1987 - med
videre henvisninger
