Ny glasudstilling i Boderne!

Udstillingen vil stå vinteren over.
En slutdato er endnu ikke fastlagt.

Efter sommerens succes med glasudstilling i Boderne har der været en del forespørgsler efter at se mere glas fra Holmegaard Glasværks Prøvesamling. Næstved Museum har derfor i de seneste uger arbejdet intenst på at lave en lille særudstilling med glas fra prøvesamlingen.

Denne gang har grundtanken været at finde genstande til en udstilling med et alsidigt udvalg af gamle og nyere glas, der normalt ikke bliver udstillet, men som havde stor økonomisk betydning for glasværkerne, eller som blev forkastet i den tidlige produktionsfase.
Man vil derfor ikke finde flotte vaser og udsøgte servicer denne gang, men i stedet flasker i mange afskygninger, spændende prøver på serviceglas, der aldrig blev sat i produktion, glas med firmalogoer og samleobjekter.
Glassene kan ses i Vesthuset i Boderne sammen med Holmegaard Glasværks kapel.

Til udstillingen hører et katalog, som kan købes for 20 kr. i museumsbutikken.

Entré 25 kr. Billetten gælder på udstedelsesdagen til begge museets afdelinger.
Børn og unge under 18 år og medlemmer af Næstved Museumsforening har gratis adgang.