Beskrivelse af
tidligere særudstilling.
Udstillingen er ikke længere tilgængelige,
men udstillingsbeskrivelsen kan måske stadig have en
interesse.
16. august til 26. oktober 2008

Maleren og keramikeren Svend Hammershøi (1873-1948) var broder
til den berømte maler Vilhelm Hammershøi. Medens interessen for
Vilhelms billeder er stor og international, så har der længe
været noget mindre interesse for Svend Hammershøis livsværk. Men
den situation er langsomt ved at ændre sig i disse år med øget
fokus på Svend Hammershøi som maler og som designer.
Svend Hammershøi var som ung mand medlem af Hellenerne, en
gruppe kunstnere, som i 1890erne indledte det forløb, der i 2008
er tema for en række danske museers fælles præsentation af
Vitalismen, se fx Fuglsang Kunstmuseum og J.
F. Willumsens Museum i disse måneder.
Men i modsætning til Hellener-kammeraterne gik Svend sine helt
egne veje.
Han fravalgte hurtigt fremstillingen af det levende og
kraftfulde menneske og koncentrerede sig i stedet fuldt og helt
om form og ornament i sine malerier af træer og arkitektur og
sine design til keramik, sølv, glas m.m.
Men et udtryk for vitalisme er Svend Hammershøis værker
alligevel!
Inspirationskilderne til Svend Hammershøis design er
mangfoldige, fra læremesteren Bindesbøll til botaniske former og
kinesiske tempelbronzer – fra alle sider destillerede SH den
rene kraftfulde form ud i sine værker.

Udstillingen er den tredje station i et fælles forløb med
Skovgaard Museet i Viborg og Øregaard Museum. Medens der i de to
første udstillinger var lagt stor vægt på malerierne, så
koncentrerer vi os i Næstved Museums redaktion naturligt nok om
at præsentere museets egen samling af keramik – med udvalgte
indlån - på baggrund af et stramt udvalg af malerier, der
belyser Svend Hammershøis foretrukne temaer, den arkitektoniske
detalje og træerne med eller uden blade. Til supplement for
malerierne viser vi også udvalgte skitser til keramikken, i sig
selv de rene kunstværker.
Fra Koldinghus har vi blandt andet lånt et udvalg af Svend
Hammershøis fantastiske sølvarbejder, udført hos Holger Kyster i
Kolding. En del af dem er inspireret af liniespillet i de
dragonhjelme, som var en fast del af Næstveds gadebillede helt
frem til 1923 – så naturligvis benytter vi lejligheden til at
vise sølvet sammen med inspirationskilden.
Hammershøi var tæt knyttet til Kählers Fabrik i Næstved fra
1890erne og næsten til sin død i 1948. I sin sirlige habit og
med sin sølvknappede stok tog han toget fra København, hvor han
boede sammen med sine forældre og søster, senere alene med
søsteren Anne, til Kählers værksted i Næstved, som regel med en
rulle nye tegninger under armen til realisering og
mangfoldiggørelse i keramik.
Hammershøi havde selv lært at dreje og vidste derfor, hvor
vanskelig en kunst det er. Derfor overlod han denne side af
arbejdet til Kählers drejere.
Men modellerarbejdet på de færdigdrejede krukker stod Hammershøi
selv for.
Hammershøi havde en herlig mani med at signere og datere sine
værker midt på siden af den færdige krukke – han satte absolut
ikke sit lys under en skæppe. Han var kunstneren, og han viste
det!
Kom selv til Boderne for at se, hvad Svend Hammershøi præsterede
som maler, som keramiker og som designer.
Der er gratis adgang til udstillingen.