Beskrivelse  af tidligere  særudstilling.
Udstillingen er ikke længere tilgængelige, men  udstillingsbeskrivelsen kan måske stadig have en interesse.


Youdontknow - Næstved Hiphop retrospektivt.
Et projekt med subkulturelt fodfæste præsenterer

Den Hvide By

- En antropologisk udgravning af en subkulturel lokalhistorie

Illustration

Udstillingen blev vist 31. oktober 2009 – 3. januar 2010


NÆSTVED MUSEUM

I 1935 blev der opført en ”Hvid By” i Næstved med Urban Hansen Reistrup som hovedarkitekt. I sig selv en begivenhed, der slet ikke er eksponeret i det omfang, den fortjener.
Reistrups Hvide By blev opført i forbindelse med Næstveds 800-års fødselsdag og revet ned kort tid efter. Der er en vis magi omkring dette sted, måske fordi det ikke eksisterer længere. Kun fortællingen i ord og billeder lever stadig.

Den Hvide By anno 2009 er hiphop-kulturens alter ego, et nutidigt folkeeventyr med direkte tilknytning til Reistrups futuristiske drømmeby. I overført betydning, og i sin fysiske tilgang til byen, bevæger udstillingen sig ind og ud ad Reistrups arkitektoniske præg på Næstved.
I hverdagens forbrugerorienterede tilgang til byen er Reistrups kunstneriske bestræbelser en overset detalje. Det samme gør sig gældende for hiphop-kulturens indædte kærlighedserklæring til, hvor den kommer fra, nemlig 4700! Det er et spørgsmål om sprog, hvordan det bliver brugt, og hvordan det bliver forstået.
Hiphop-kulturen har igennem tiden opbygget stærke tilhørsforhold til Næstved - i mere end én forstand.

Graffitien er nok det mest udprægede og synlige aspekt af kulturen. I kraft af sin insisterende tilstedeværelse har den ad flere omgange tilkæmpet sig plads i bybilledet. Graffitiens forgængelighed gør dokumentationen uhyre vigtig. Et meget omfattende arkiv eksisterer af den grund. I det hele taget råder Youdontknow over dokumentations-materiale fra alle kulturens aspekter og fra alle tider.

Med denne udstilling introducerer Youdontknow en antropologisk undersøgelse, der tager sit udgangspunkt i et specifikt subkulturelt vækstlag.
Med udstillingen på Næstved Museum vil der blive sat spot på hiphop-kulturens forankring i Næstved og omegn. Endvidere giver det mulighed for at skabe en fortælling i faktion. At kunne benytte faktuelt materiale samtidig med, at vi inddrager fiktive betragtninger.

Udstillingen i Helligåndshuset er bygget op omkring en række udvalgte matrikler i byen og hiphop-miljøets stærke tilknytning til de forskellige steder. Udstillingen er baseret på et veldokumenteret forløb omkring de pågældende lokationer, samtidige beretninger og de kulturhistoriske fortællinger, der er indlejret i de enkelte industrianlæg, pladser, beboelser mv.

Tag med på en visuel rejse fra Maglemølle til Jørgen Jensensvej, fra New York City til Næstved Havn. Med nedslag i lokal hiphop-historie; fra Hvid Sjokolade, der leverer sovs fra syden til AK og Klingen, der rydder gaden med et brag. Fra Boye Nielsens forstadsbeton til Reistrups futuristiske drømmeby.

At indlede et samarbejde med det kulturhistoriske museum i byen er i sig selv en indikation af den kultur-historiske betydning, hiphoppen har lokalt.
At kunne tilrettelægge en retrospektiv udstilling over en kultur, hvis rødder blot rækker tilbage til starten af firserne, markerer, at der rent faktisk er noget at snakke om. Det er Youdontknows påstand, at dét er der, og projektets opgave er at formidle det.

Denne udstilling er en forløber for et videre samarbejde mellem Næstved Museum og oudontknow. Vi tilstræber bl.a. at kunne bidrage til museets permanente samling og på sigt at opbygge et unikt arkiv bygget omkring hiphop-kulturens interessefelt. Endvidere agter vi at kunne udvikle og præsentere yderligere projekter på sigt.

Tilknytningen til Ungdomssekretariatet har rødder tilbage til Næstved Ungdomsskole i 1980’erne. I det mangeårige bekendtskab er der opbygget en gensidig respekt og en forbandet masse erfaring, som ligger til grund for et fortsat samarbejde med fokus på ungdomskulturen.

YOUDONTKNOW?
Youdontknow, som samlet projekt, beskæftiger sig med Næstveds hiphop-scene fra starten af firserne frem til i dag.
I mere end 25 år har skiftende aktører bidraget til at formulere hiphoppens nuværende position. Lokalt, nationalt og globalt. Dette er en retrospektiv betragtning med subkulturelt fodfæste.

Youdontknow råder over en unik samling af dokumentationsmateriale og et organiseret netværk, der gør det muligt at give et meget nuanceret billede af en subkulturel lokalhistorie.

Youdontknow forsøger at etablere en kommunikation omkring hiphop-kulturen, uafhængig af økonomiske og kommercielle interesser. Igennem en række forskellige arrangementer, publikationer mv. bestræber vi os på at skabe de bedste vilkår for de enkeltstående fortællinger på kulturens egen præmis. Fortællinger, der skal række udover sit eget publikum og egne aktører.

Som selvstændigt projekt samarbejder vi med forskellige institutioner og enkeltpersoner. Bygget op omkring en åben struktur er det forsøgt, så vidt muligt, at inkludere alle tilgange til kulturen, samt give et billede af en subkulturs sociale
substans og indflydelse på sig selv og sin omverden.
Som antropologisk undersøgelse er vores arbejde bl.a. orienteret omkring indsamling, analyse og formidling af viden indenfor dette område. Modstridende udsagn blandt hiphoppens aktører er med til at underbygge kulturens brogede landskab og evne til fortsat at involvere mennesker på tværs af etnicitet, køn, alder, religiøs overbevisning mv. Det er netop hiphoppens force, at kulturens grundidealer konstant bliver udfordret og redefineret af dem, der identificerer sig igennem den.

Youdonknow ER hiphop og ikke bare et arrangement, der beskæftiger sig med det. Det er ikke en glorificering, men et reelt portræt af et miljø. Projektet stiller en række krav til sig selv, såvel som til det omkringliggende samfund. Der bliver stillet skarpt på områder, som hiphop-kulturen konstant er i berøring med. Fra social ansvarlighed til køn.
Som engageret hiphop-aktør varetager Youdontknow mindre tydelige aspekter af kulturen og bestræber sig bl.a. på at give et indblik i hiphoppens intellekt og potentiale. Nu, her og fremover. udstillingen Den Hvide By er et sådant eksempel.
Her er det bl.a. forsøgt at tydeliggøre hiphoppens engagement som selviscenesat kulturaktør i en lokalhistorisk kontekst.
 

For mere information:
Projektkoordinator og kurator:
Jan Danebod
jandanebod@youdontknow.dk
2446 0795
Denne udstilling er baseret på et samarbejde mellem Ungdomssekretariatet,
Næstved Museum, Fuckt up production og Fantazie