Udstillingen der omtales herunder er ikke længere tilgængelig, men  udstillingsbeskrivelsen kan måske stadig have en interesse.

Fra Fensmark via København til Næstved
Det katolske Kapel fra Holmegaard Glasværk

Vist i Helligåndshusets kirkesal sommeren 2011
Alteret med knæfald og en bænkerad fra Det katolske Kapel i Fensmark, flankeret af monstrans og missale, kan ses i Gavlstuen i Boderne indtil videre. (vinter 2011-12)

Foto fra Kirkesalen

På Holmegaard Glasværk var der i 1835 røre. Fem unge par blev ved én og samme lejlighed gift på katolsk maner i Bestyrerboligen. Dette bunkebryllup hang sammen med glasproduktionen, idet en flok bøhmiske glaspustere var smuglet til Fensmark med det formål at sætte gang i fremstillingen af drikkeglas.
Fra glasværkets start i 1825 havde man kun produceret flasker på Holmegaard Glasværk, men nu skulle der fuld skrue på produktionen, og drikkeglas krævede specialister. Problemet var bare, at disse bøhmiske glaspustere havde taget deres kærester med, og man kunne naturligvis ikke i det protestantiske Fensmark leve med, at de unge mennesker levede på polsk, så derfor bunkebrylluppet.

Hermed var kimen lagt til det katolske kapel, som via et par midlertidige adresser den 6. oktober 1895 fik ordnede forhold i huset Svinget 21. Her stillede lensgreve Danneskiold-Samsøe to værelser til rådighed "til bestandig kirkelig brug". Kapellet blev indviet til Frants af Assisi. Alle helgenfigurerne er købt i München.
Under registreringen er det blevet klarlagt, at alteret fra begyndelsen er et Maria-alter med Madonna som den samlende topfigur, understreget af et MR for Maria Regina på forsiden. Siden blev hun erstattet af et sekundært krucifiks og sat til side.
Alteret med korskranke og bænkerader er smukt snedkerarbejde, måske tysk, måske dansk. Den latinske Bibel er dateret 1896. Og så anskaffede man hele sættet af liturgiske klæder i de respektive farver, som kirkeåret kræver. Skriftestol/bedeskammel, døbefont, en klingbeutel til at samle penge i og diverse billeder fuldender inventaret.

I mellemtiden opførte man i 1925 Vor Frue Kirke på Præstøvej i Næstved som romersk-katolsk sognekirke, hvorved der blev mindre behov for kapellet i Fensmark. I 1985 påtog Glasværket sig at vedligeholde kapellet, som nu næsten ikke var i brug mere, som et kulturhistorisk vigtigt monument i Fensmark. Endnu i 1991 var kapellet intakt.
I løbet af den følgende årrække endte kapellet i udstillingen under besøgscentret Holmegaard Entertainment A/S, hvorfra Den katolske Kirke i Danmark som ejer hentede det i 2008, da Steen Gudes forretningsimperium gik konkurs og Holmegaard Entertainment dermed lukkede.

Sidste vinter kontaktede Den katolske Kirke Næstved Museum for at høre, om museet ville overtage kapellet som museumsgenstand. I lyset af, at Næstved Museum i august 2010 fik overdraget Holmegaard Glasværks Prøvesamling, var det jo en appelsin i turbanen at få tilbudt det kulturhistorisk vigtige kapel, så det tog ikke mange sekunder at sige ja tak.

Den 3. juni hentede vi kapellet i København og fik det samlet i Kirkesalen i Helligåndshuset. Siden da har vi fået registeret alle de enkelte dele i kapellets inventar og tekstilsamling, i alt ca. 100 nye museumsnumre. Registreringen er udført af kulturhistoriker, cand.mag. Jesper John Jørgensen. Pater Josef Dudek fra Vor Frue Kirke på Præstøvej har hjulpet med at bestemme alle tingene.