Beskrivelse  af tidligere  særudstilling.
Udstillingen er ikke længere tilgængelige, men  udstillingsbeskrivelsen kan måske stadig have en interesse.

NATTEN mellem 31. oktober og 1. november
Tina Birk - Henrik Bruun - Eva Carstensen - Lars Holbroe

Litografisk bog og værker inspireret af Allehelgen
30. oktober til 28. november 2010 i Helligåndshuset

Udstillingsplakaten

Udstillingsplakaten


 

Natten mellem den 31. oktober og den 1. november - også kaldet allehelgensaften - er natten før allehelgensdag 1. november.
Titlen refererer til grafikeren Palle Nielsens tegning "Nat 31. oktober" fra serien Dagens Billeder. Tegningen ses i Lars Holbroes streg på omslagets forside.

Disse oplysninger er vort udgangspunkt for bøgerne "Søvnløs" af Tina Birk, "Nattur" af Henrik Bruun, "Circulus vitiosus" af Eva Carstensen og "- som en festival" af Lars Holbroe. Det er fire små litografiske billedbøger i omslag, hver med 8 tegnede sider i 3 farver.

De fire bøger er samlet i en box, som bliver det centrale midtpunkt for udstillingen. Ferniseringsdagen den 30. oktober er også en slags releaseparty for boxsættet, som sættes til salg for 1.200 kr.

Hver kunstner har arbejdet videre med de billedrum, som titlen har åbnet op for. Den omhandlede nat er en nat med mange muligheder, overraskende hemmeligheder og tilfældigheder, en nat fuld af lys og mystik og psykologi.

Til udstillingen vil Tina Birk arbejde videre med at forstørre nogle af sine grundideer omkring begrebet søvnløshed; hun vil bruge tusch og blyant til at udforske fladen.

Henrik Bruuns ideer bygger på lys og mørke, liv og død; hans materiale bliver hvidt papir, udformet som kæmpe filigraner.

Eva Carstensen arbejder med forvrængninger; kom og se det på udstillingen!

Lars Holbroe arbejder med et værk med titlen "en rytmisk teltlejr med danske smileys", hvortil der bliver brugt bølgepap og farver.

De forskellige 2- og 3-dimensionelle billedindfald og bogen som et originalt bladreobjekt vil give beskueren en smuk visuel og eventyrlig oplevelse.